Nyhed

ELOQ-Interview: Rejsen fra København til L.A. og tilbage igen

GAFFA.dk - alt om musik

Efter seks år, en amerikansk pladekontrakt og talrige projekter som producer og AV AV AV-medlem er Eloq klar med den nye ep Love City – en hyldest til hjembyen København, hvor det hele startede. GAFFA har taget en snak med Eloq om rejsen fra København til L.A. og tilbage igen.

I 2013 udgav August Fenger, bedre kendt som Eloq, ep’en C’mon. Efter udgivelsen fulgte en pladekontrakt med det amerikanske indie-pladeselskab Next Wave. Det virkede som et rigtig godt match for den danske dj og producer, men da pladeselskabet blev opkøbt af Ultra Music, der blandt andet huser artister som Kygo, Calvin Harris og Deadmau5, blev det ikke helt det, Eloq havde håbet.

– Jeg havde arbejdet på en sang med MØ (red. Diamonds), som tog to år at få udgivet, og det havde bare drænet mig fuldstændig. Hele den process gjorde, at jeg bare stod stille. Jeg gik og ventede på, at den skulle udgives og tænkte på, hvad der så skulle ske bagefter, hvordan skulle den følges op. Så det endte bare med, at jeg egentlig slet ikke havde lyst til sangen, da den endelig kom ud. Hele projektet var egentlig en total mavepine.


– Lige pludselig knækkede den bare fuldstændig for mig. Jeg var i Japan, hvor jeg endte med at sende en lang mail til min manager og publisher, hvor jeg bare brokkede mig. Så fik jeg et langt svar, som i bund og grund bare fortalte mig, at det var mig selv, der blev nødt til at finde ud af, hvad jeg havde lyst til.

Eloq valgte at afslutte samarbejdet med Ultra Music – en beslutning, der måske hele tiden havde ligget i kortene.

– Jeg er egentlig ikke synderligt vild med Ultra, det de står for eller det, de udgiver, så jeg syntes faktisk også, at det var en ret underlig situation at pludselig være hos et label, som jeg faktisk havde afvist fire år før.


– Selvfølgelig forventer man sig noget, når det er et så stort label, og man kan hurtigt blive forvirret. Men det var faktisk super rart at komme væk.

Hjem til den Københavnske puls

Eventyret på den anden side af Atlanten bar ikke den musikalske frugt, som Eloq havde håbet på, men det gjorde hjemkomsten til gengæld.

– Jeg havde lavet en masse skitser fra min sofa hjemme på Vesterbro. Mest for sjov og for hyggens skyld. Da jeg så tænkte mig lidt om, gik det bare op for mig, at det var det her, jeg syntes var fedt.


– Nu har jeg fundet min vej, og det blev så i København. Det var der jeg kunne mærke, at jeg skulle lægge mine kræfter.

– Jeg tror, at det er fordi, at jeg er vokset op her og har tilbragt hele min ungdom her. Alle mine minder kommer frem når jeg er i København, og så blev jeg bare fokuseret på den puls, jeg kan mærke her. Jeg dykkede dybere ind i min egen historie, og det her med, at jeg har været en del af så mange forskellige musikmiljøer her i København.

Et farvel til genrebegrebet

Ud over at være en hyldest til København er Love City også et opgør med de rammer, som begrebet genre står for. Ep’en indeholder numrene "Breax", "Since You", "Rooftop", "OMW", "Love City" og "Drifted", som på hver deres måde repræsenterer de musikalske miljøer, Eloq bevæger sig rundt i.


– Da jeg startede med at lave musik, arbejdede jeg meget med undergrundsmusik og med trap-musik. Så begyndte det at blive populært, og så fulgte jeg bare den her bølge. Jeg nåede aldrig rigtig at stoppe op og tænke over, hvad det egentlig var for noget musik, jeg havde lyst til at lave.

– Indenfor elektronisk musik har vi det meget med at sætte os selv i kasser, og det er jo egentlig ret dumt. Det er jo de færreste, der sidder derude og lytter til musik, som kun vil lytte til én bestemt slags musik.

- Jeg havde lyst til at bryde ud af det med genrer. Det er jo lige meget med genrer, det skal bare lyde af noget, jeg syntes er fedt.


Fra Cheff Records til Robert-vinder

Udover sin solokarriere har Eloq arbejdet med et hav af andre musikalske projekter. De fleste lærte ham at kende som en del af det farverige pladeselskab Cheff Records. Siden da har Eloq ambitiøst bygget videre på sit CV og kan i dag bryste sig af at have produceret musik for flere af landets største artister heriblandt MØ og The Minds of 99.

I 2018 udgave Eloq et soundtrack til spillefilmen Brakland sammen med sine AV AV AV-kolleger DJ Er Du Dum Eller Hvad og Unkwon. Et album, der tidligere i år gav trioen en Robert for årets score.

– Det har været helt vildt fedt. Det er noget helt andet, og det tog lidt tid at finde ud af, hvordan man lige skulle arbejde med det. Men når man så endelig finder ud af det, så er det ligesom at have fået et nyt værktøj i værktøjskassen.


– Vi har altid siddet meget med science fiction-film og brugt dem som billeder til vores musik. Det har altid fyldt rigtig meget for os hver især, så det er egentlig noget, vi har drømt om ret længe.

Der er sket meget siden Cheff Records-dagene, men hvad var den unge Eloqs ambitioner, da han begyndte sin musikalske karriere, og hvordan ser det hele ud, når han kigger fremad?

– For ti år siden fyldte hiphop virkelig meget i mit liv, hvor elektronik musik var en lille nicheting, jeg havde ved siden af. Jeg havde måske troet, at der skulle være meget mere hiphop i mit liv. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg havde tænkt. Det hele gik så stærkt dengang.


– Jeg vil bare gerne blive ved med at hygge mig og spille som DJ, for det sætter jeg virkelig pris på. Og så selvfølgelig at fortsætte med AV AV AV. Jo ældre jeg bliver, jo flere soundtracks vil jeg også gerne lave. Jeg vil ikke bare sidde og være gammel. Hvis jeg kan lave filmmusik, når jeg er halvtreds år gammel, så ville det være perfekt.

Du kan lytte til Love City her:


ANNONCE