x

Otto Brandenburg hyldes på Skanderborg

Otto Brandenburg hyldes på Skanderborg

I 2005 var sangeren og skuespilleren Otto Brandenburg modtager af Skanderborg-festivalens hæderspris, Polka Verner Legatet. Otto Brandenburg - der på det tidspunkt ikke havde vist sig offentligt i flere år - sagde overraskende ja til selv at komme til Skanderborg og modtage prisen

Ved samme lejlighed dukkede idéen om at spille en hyldestkoncert til Brandenburg, der beklageligvis døde sidste år, op, og den idéen bliver nu til noget.

Koncerten afvikles på dette års udgave af Danmarks Smukkeste Festival under navnet Otto Brandenburg Galla Memorial, og fast band på scenen er Klüvers Big Band fra Århus.

De skal fungere som backing for en sand perlerække af danske sangere og skuespillere, der alle har sagt ja til at fortolke et af de store numre fra Otto Brandenburgs særdeles omfattende repertoire.

Blandt de deltagende solister finder man Peter Belli, Peter A.G. Nielsen, Søren Sko, Poul Krebs, Simon Kvamm, Rasmus Nøhr, Thomas Buttenschøn samt VocaLoca og mange flere.

Hele koncerten optages - og vil i løbet af efteråret blive udgivet som dvd/cd.

Otto Brandenburg Galla Memorial finder sted på Bøgescenerne, lørdag den 9. august fra kl. 13.15.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA