Nyhed

Månedens Demo giver koncerter

Masser af toner, sødme og ambitioner til tre koncerter med The Sardives

Månedens Demo er denne gang det semi-symfoniske pop-band The Sardives. Med udgangspunkt i en 60´er agtig sangskrivning, med rigelig sommer, singalong og melankoli, kommer de vidt omkring i det britiske guitar landskab.

Med en demo der uden de store armbevægelser bare er god, virker det enormt naturligt for dem at skrive gode sange.

"Det er ganske enkelt bare lyden af et tidløst popband der hviler i sig selv. Der er både charme, detaljer og masser af følelser, og jeg kan sagtens se det for mig fungere både i radioen, hjemmet og ikke mindst til koncert", stod der i denne måneds GAFFA.


Som opvarmning spiller DUNK! fra Vordingborg. Som udgangspunkt et solo-projekt lidt i Simpson-stilen, men live toppet op med 6 musikere der breder de stille popnumre ud med mange diskrete virkemidler.

"Melodierne er rigtig gode, og de tre sange er tilpas forskellige til at oplevelsen af at Marc vælger udtryk efter stemning fungerer. Han har en del virkemidler til rådighed, men formår alligevel at holde den rigtig gode underspillede stemning igennem demoen", kunne man læse i GAFFA.

To gode, sødmefyldte men alligevel spændende bands der går til den kantede pop fra to forskellige vinkler, og det kan nemt gå hen og blive en dejlig aften i kælderen.


Begge bands kan opleves på Lades Kælder 13. juni. Dagen efter spiller de i Kulturfabrikken i Nykøbing F, og den 28. juni gæster de Badeanstalten i Slagelse.

ANNONCE