Nyhed

Spot skabte kontakter

En lang række bands er blevet booket til festivaler efter deres shows på Spot

Tidligere på dagen kunne vi fortælle, at Veto har fået en europæisk kontrakt med Sony BMG, der faldt på plads i forbindelse med dette års Spot Festival.

Nu har festivalens arrangører lavet en foreløbig opsamling på nogle af de konkrete aftaler, der er kommet ud af festivalen, og det ser ganske imponerende ud.

Det er blandt andet blevet til en lang række festivaljobs for en række af de danske bands, der var med på Spot.


Multizik Festival i Luxembourg/Belgien har udpeget og inviteret Veto, Jong Pang, No And The Maybes (billedet), Figurines, The Late Parade og Slaraffenland til festivalen i august.

Nordic Blizzard-festivalen i Utrecht, Holland vil se Dúné, Men Among Animals og Slaraffenland.

Den stort anlagte og prestigefyldte Sonic Visions festival i Luxemburg, har udpeget Dúné, Veto, Jong Pang, No And The Maybes og Murder.


Derudover er Slaraffenland, Said the Shark, Tone og Le Fiasko blevet udpeget til Spot On Denmark-showcasen i Bruxelles 8. november.

Alle fire festivaler/showcases er ifølge arrangørerne resultat af Spots øgede indsats over for Benelux-landene, hvorfra 48 branche/medie-personer gæstede festivalen.

På statistik-siden viser den foreløbige opgørelse over Spot 2008 (2007-tal i parentes):


- Solgte billetter: 3409 (3600).
- Akkrediterede – Danmark: 1024 (1032) – heraf ca. 230 repræsentanter for booking-firmaer og spillesteder.
- Akkrediterede – udland: 206 (173) – fremgang på 19 procent som falder fint i tråd med et øgede fokus på denne del af branchen.

Spot Festival 2009 vil ligge to uger tidligere end normalt for at undgå at ligge samtidig med Vesterbro Festival.

ANNONCE