Nyhed

Alter Bridge giver dansk koncert

GAFFA – alt om musik

Post-grunge-bandet fra Florida kommer til Danmark for niende gang, når de gæster KB Hallen 12. november og tager Shinedown og Raven Age med sig

Det er 15 år siden, Alter Bridge debuterede med albummet One Day Remains. Bandet blev dannet af de to tidligere Creed-medlemmer Mark Tremonti (guitar) og Scott Phillips (trommer), der fik følgeskab af sangeren Myles Kennedy (som siden også er blevet kendt for sit samarbejde med Slash – et samarbejde, der kan opleves på Copenhell i næste uge) og bassisten Brian Marshall.

Bandet har begejstret fans verden over med deres energiske blanding af post-grunge, alternativ metal og hård rock. Gruppen har netop lagt sidste hånd på deres sjette studiealbum, Walk the Sky, der forventes ude til efteråret.


Alter Bridge har gennem årene givet hele otte koncerter i Danmark, senest på Copenhell 2017, og nu kommer de altså tilbage. Denne gang med hele to opvarmningsbands, post-grunge-gruppen Shinedown, der ligeledes kommer fra Florida, samt det engelske metalcoreband Raven Age.

LÆS OGSÅ: GAFFA-vinder gav den gas med Alter Bridge

Billetsalget starter fredag 21. juni kl. 10.00 via livenation.dk og billetlugen.dk


Varm op med "Cradle to the Grave":

ANNONCE