Nyhed

Camille aflyser Århus Festuge-besøg

Festugen afslører dog andre godter senere i dag

Den franske sangerinde Camille skulle have været et af hovednavnene på den rytmiske musik-del ved årets Århus Festuge. Hun har nu måttet aflyse af personlige årsager, oplyser festugen, umiddelbart før festugen offentliggør sit samlede program ved et pressemøde i eftermiddag.

Festugechef Jens Folmer Jepsen siger til 24 Timer, at aflysningen ærgrer ham voldsomt – "det er som at få trukket en fortand ud". Og han tilføjer, at festugen arbejder hårdt på at finde en erstatning.

Camille skulle have været et af hovednavnene ved et helt nyt musikalsk festugearrangement under titlen "2011" (udtales tyve elleve). Her vil festugen præsentere en række spændende kunstnere, som har et stort potentiale til at blive fremtidens stjerner.


"Århus Festuge tilbyder med ”2011” en enestående chance for at opleve musik, som man ikke helt kender endnu, men som vi vurderer har en høj kvalitet. Og så er titlen en lidt sjov måde at sige, at man i år 2011 vil ærgre sig gul og grøn over, at man ikke købte billet i 2008”, har Jens Folmer Jepsen tidligere udtalt.

Yndere af franske sangerinder behøver dog ikke at græde salte tårer over Camilles aflysning, for hendes næsten-landsmand, fransk-israelske Keren Ann, har stadig i sinde at fremføre sine afdæmpede sange i Århus Festuge, og med en seksstjernet GAFFA-anmeldelse af hendes seneste album fra 2007 er der stadig noget at se frem til.

Århus Festuge vil på pressemødet i dag desuden afsløre endnu en stribe spændende internationale og danske musiknavne. GAFFA har en mand til pressemødet, og du kan senere i eftermiddag læse hans reportage og se, hvilke kunstnere der er tale om – men GAFFA har hørt en fugl synge om et noget mere ambitiøst program end ved de senere års festuger.


Århus Festuges hjemmeside

Køb festugebillet på GAFFA Billet


ANNONCE