x

Noel Gallagher kritiserer atter Lewis Capaldi – trækker søn på banen

Noel Gallagher kritiserer atter Lewis Capaldi – trækker søn på banen

"Du ødelægger ungdommen"

Noel Gallagher har endnu engang kritiseret Lewis Capaldi, og denne gang har han fået hjælp af sin 11-årige søn Donovan.

I weekenden udtalte Gallagher følgende: "Musik er noget fucking pikspilleri for tiden. Hvem er denne Capaldi-fyr? Hvem er den idiot?" i et interview med Radio X ved festivalen Heaton Park i hjembyen Manchester.

Artiklen fortsætter under videoen – Capaldi-snakken begynder 22:50

Gallaghers kritik blev mødt af en typisk selvironisk kommentar fra Capaldi. I en Instagram-story, citeret af NME, udtalte han: "Jeg har fucking peaket – er blevet jordet af Noel Gallagher. Nummer 1-single – betyder ikke noget. Nummer 1-album – betyder ikke noget. Noel Gallagher har lige jordet mig. Dette er en drøm, der går i opfyldelse. Det er Fars Dag (det var fars dag i Storbritannien 15. juni, red.), og jeg bliver jordet af en mand, der kunne være min far. Jeg har aldrig været lykkeligere."

Nu slår Gallagher igen i form af en video på Twitter, hvor hans 11-årige søn Donovan synger Capaldis store hit "Someone You Loved" i en stærk parodisk udgave. Ved videoen skriver Gallagher:

"Lewis Capaldi, din store idiot. Prøv at finde noget glæde i dine sange, du ødelægger ungdommen. Min 11-årige er knust."

Artiklen fortsætter under tweetet

Vi afventer med spænding en reaktion fra Lewis Capaldi.

Noel Gallagher er kendt for at angribe andre musikere verbalt, og det er gennem årene gået ud over blandt andre Damon Albarn, Phil Collins og ikke mindst Noels bror og tidligere Oasis-kollega Liam.

LÆS OGSÅ: Sangsmeden Noel Gallagher fylder 50 – læs 50 skarpe citater

Lewis Capaldi ligger på fjerde uge på førstepladsen på den engelske hitliste med debutalbummet Divinely Uninspired to a Hellish Extent og havde tidligere på året syv uger som nummer 1 med singlen "Someone You Loved".

Noel Gallagher har med sit band Noel Gallagher's High Flying Birds netop udgivet ep'en Black Star Dancing og kan opleves på årets Roskilde Festival, mens Lewis Capaldi giver koncert i Forum Black Box 10. november.

LÆS OGSÅ: Lewis Capaldi opgraderer koncert


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA