x

Cigarettes After Sex til Danmark

Cigarettes After Sex til Danmark

Mørke toner til en mørk tid

Det amerikanske band Cigarettes After Sex giver koncert i Den Grå Hal i København fredag 22. november.

Gruppen er kendt for sine afdæmpede, melankolske, romantiske og stemningsfulde popsange under ledelse af sanger og sangskriver Greg Gonzalez med den karakteristiske androgyne stemme. Gruppen blev stiftet i Brooklyn, New York i 2008 og udgav i 2012 debut-ep'en I, som var inspireret af navne som Cocteau Twins, Cowboys Junkies, Miles Davis, Francoise Hardy og Mazzy Star.

I 2017 fulgte det anmelderroste selvbetitlede debutalbum, der blev fulgt af koncerter i blandt andet et udsolgt Lille Vega i november 2017 og på NorthSide Festival i 2018. Ved sidstnævnte kvitterede GAFFA med fire stjerner og skrev blandt andet:

”Det bliver en time i drømmeland, hvor vi bliver taget helt ned i energiniveau, og jeg tvivler på, at nogle har kunne forlade koncerten i dårligt humør. For selvom sangene rummer en melankolsk lyd, så er det en opløftende følelse og et smil, man står tilbage med. Det skaber varme i hjertet at høre noget musik, hvor man virkelig kan mærke de følelser, der er på spil i teksten, og dét på en helt unik måde.”
 
LÆS OGSÅ: Dragende og opløftende drømme-pop

Nu vender bandet tilbage, og de passer nok bedre til de rå og mørke rammer i Den Grå Hal end en dansk festival ved dagslys. Gruppen udsendte i 2018 tre nye singler og arbejder for tiden på et nyt album.
 
Billetsalget begynder fredag den 21. juni klokken 11 via Ticketmaster.dk
 
Varm op med "Neon Moon", udgivet i 2018:
 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA