x

Årets festuge-program offentliggjort

Årets festuge-program offentliggjort

Med et program, der favner såvel danske folkelige favoritter som Dario Campeotto og Lars Lilholt som nyere og spændende udenlandske navne som Keren Ann (billedet), Tunng og svensk-japanske Maia Hirasawa, kommer årets udgave af Århus Festuge vidt omkring i den rytmiske musik.

Det kunne man erfare onsdag, hvor det billedskønt beliggende Varna-palæ syd for Århus dannede ramme om præsentationen af årets festugeprogram og -plakat. Her blev det desuden offentliggjort, at festugechef Jens Folmer Jepsen samme formiddag havde indvilliget i at forlænge sin kontrakt med to år. Det var da også Jepsen, som efter en tale af borgmester Nicolai Wammen bandt dagens program sammen. Et program, som foruden præsentation af udvalgte programpunkter omfattede enkelte smagsprøver fra den kommende festuge.

Man kunne således blandt andet opleve journalisterne Martin Krasnik og Clement Kjersgaard – som bestyrer årets ”Århussamtaler” med en række kendte figurer – i vanligt veloplagt verbal ping-pong, et uddrag af en danseforestilling samt høre den minimalistiske duo La La Naïve give smagsprøver på deres stemningsfulde klangunivers. Duoen er et af de lokale ensembler, som i ugens løb vanen tro vil kunne høres på knap ti scener fordelt over hele byen.

Samtidig videreføres traditionen med en såkaldt ”uofficiel åbning”, der igen i år kurateres af Steffen Brandt, som foruden egen optræden vil præsentere Jørgen Leth, Ane Trolle – blandt meget andet den ene halvdel af den farverige duo JaConfetti – samt lyd/lyrik-projektet Mouritz/Hørslev.

Under overskriften ”Sangskrivere” vil man i festugen kunne opleve en række af slagsen, med amerikanske Lambchops Kurt Wagner som det mest prominente navn. Han vil give koncert på Studenterhuset, hvor han bakkes op af en række danske musikere, herunder Marie Frank. Også Mads Langer og Randi Laubek vil besøge festugen som repræsentanter for sangskriverhåndværket.

Århus Festuge 2008 præsenterer desuden, blandt andet i samarbejde med indeværende medie, temaet ”2011”. Idéen er her et præsentere nogle kunstnere, som vurderes at være blevet for store for festugens økonomi om tre år. Det er i dette regi, man kan høre den roste israelsk/franske sangerinde Keren Ann, hvis seneste, selvbetitlede udspil udløste de maksimale seks stjerner fra GAFFAs anmelder.

Også svensk/japanske Maia Hirasawa, der ligeledes kan opleves i festugen, fik begejstrede ord med på vejen: ”Udtrykket er ungt og legende, resultatet ekstremt charmerende”, hed det blandt andet. Hirasawa har i øvrigt tidligere ageret backingvokalist i foretagendet Hello Saferide, alias Annika Norlin, som minsandten også er at finde på årets program i eget navn. Endelig vurderer arrangørerne, at det engelske, elektronisk inficerede folk-foretagende Tunng er et band, man kan vente sig meget af de kommende år, og har derfor hyret dem til årets festuge.

Ligesom sidste år slår festugen desuden dørene op for arrangementet Smells Like Teens i Ridehuset, der præsenterer alkoholfrie koncertarrangementer for de 13-17-årige. Sidste år kunne blandt andre Johnson og de p.t. voldsomt populære Alphabeat opleves i denne ramme, som er skabt i samarbejde med SSP, altså skole, socialforvaltning og politiet.

Muligvis for det lidt ældre publikum giver Dario Campeotto traditionen tro koncert i festugen, ligesom den folkekære Lars Lilholt vil give to midnatskoncerter. Disse er imidlertid lidt usædvanlige, idet sætlisten vil blive dikteret af et på scenen opstillet lykkehjul, indeholdende titlerne på en stribe Lilholt-sange foruden enkelte ”joker”-felter med klassiske hits fra rockens bagkatalog.

Bemærk, at billetter til en række arrangementer er allerede sat til salg på GAFFA Billet.

Køb billetter på GAFFA Billet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA