Nyhed

Duran Duran på Louvre

Bandet blev de første, der fik lov til at optræde i det verdensberømte museum

Duran Duran spillede 10. juni som det første band nogensinde i det verdensberømte franske museum Louvre for at hjælpe med at samle penge ind til museet.

Bandet stillede gratis op og spillede 45 minutter til en event, hvor millionærer fra hele verden kunne deltage i en velgørende auktion, hvor man kunne byde på ting som Cartier-ure og et ophold i tryllekunstneren David Copperfields hjem på Bahamas.

Bandet optrådte i bygningen Louvre Pyramid, der blev bygget i 1989, og hvor gruppen hjalp til med at indsamle 2,6 millioner dollars til restaureringen af en del af museet, der skal genåbne i 2011.


Efterfølgende sagde frontmand Simon Le Bon, at han håbede aftenen kunne "sætte et smil på læberne af Mona Lisa", og at det var en ære for bandet at være med til at samle penge ind til en af de smukkeste bygninger i Paris.

"Vi er alle store kunstelskere og har besøgt museets værker mange gange. At kunne hjælpe med at samle penge ind til denne utrolige institution er et enormt privilegium for os alle".

Duran Duran kan senere på måneden opleves både i Odense og København, og 2. juli vender de tilbage til Paris for at spille en unik koncert sammen med Mark Ronson.


ANNONCE