Nyhed

Bossa nova-legenden Joao Gilberto er død

GAFFA – alt om musik

Blev 88 år

Den brasilianske sanger, sangskriver og guitarist Joao Gilberto er død, 88 år gammel, skriver en række internationale medier, blandt andet The Guardian.

Gilberto var sammen med pianisten og komponisten Antonio Carlos Jobim en af frontløberne inden for genren bossa nova, en blanding af samba og jazz. Han var især kendt for sin indspilning af Antonio Carlos Jobim-nummeret "The Girl from Ipanema" fra det millionsælgende og dobbelt Grammy-vindende album Getz/Gilberto fra 1964 med den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz. Gilbertos daværende kone Astrud Gilberto lagde vokaler til sangen.


Gilberto blev født i Juazeiro i delstaten Bahia i 1931, voksede op som søn af en velhavende handelsmand og begyndte at spille guitar som 14-årig. Han arbejdede blandt andet som sanger på en radiostation i Bahias hovedstad Salvador, udgav sin første single i 1951 og fik for alvor succes, da han i 1956 flyttede til Rio de Janeiro, indledte et samarbejde med Antonio Carlos Jobim og udviklede sit særlige guitarspil. Han fik sit første hit "Chega de Saudade" i 1959.

Efter militærkuppet i Brasilien i 1964 emigrerede Gilberto til USA, hvor han var bosat til 1980, hvorpå han returnerede til sit hjemland. Han udgav en lang række plader og turnerede med succes indtil for cirka ti år siden, hvor han blev ramt af helhedsproblemer.

Foruden de to Grammyer for Getz/Gilberto-albummet blev Joao Gilberto gennem årene nomineret til yderligere seks af den prestigefulde musikpris. Han efterlader sig tre børn.


Hør klassikeren "The Girl from Ipanema":

 


 

 

 


 

 

ANNONCE