Nyhed

90'er-r&b-crooneren Joe til Danmark for første gang

GAFFA – alt om musik

Toppede den amerikanske hitliste i 2000

Fans af 90'ernes og 00'ernes r&b-lyd kan godt begynde at glæde sig, for nu kommer den amerikanske r&b-crooner og sangskriver Joe til Danmark for første gang. Det sker i Store Vega 1. oktober, og arrangøren Scratch Copenhagen understreger, at det bliver med liveband.

Joe, med det borgerlige navn Joseph Lewis Thomas, blev født i Columbus, Georgia i 1973 som søn af to prædikanter og startede sin musikalske karriere som kirkesanger og som sanger i diverse lokale bands. Via sit arbejde i den lokale gospel-pladebutik mødte Joe produceren Vincent Herbert, og i 1993 udgav han så debutalbummet Everything.


Det store gennembrud kom i 1997 med Joes andet album, All That I Am, som rummede hittet “Don’t Want to Be a Player”. Albummet nåede en 13. plads på Billboard Top 200-hitliste, og succesen voksede med efterfølgeren, My Name is Joe fra 2000, som ramte en andenplads på den amerikanske hitliste. Siden har han udgivet yderligere ni succsfulde album, senest My Name is Joe Thomas fra 2016.

Som sangskriver og producer har Joe blandt andet arbejdet sammen med Barry White og Tina Turner, og i 2000 toppede han den amerikanske Billboard-hitliste med sangen "Thank God I Found You" indspillet sammen med Mariah Carey og 98 Degrees.

Joe har været nomineret til syv Grammyer, men endnu ikke vundet nogen. Til gengæld modtog han i 2001 sangskriverprisen ASCAP Award for nummeret "I Wanna Know" i kategorien Most Performed Songs from Motion Pictures – sangen var med på soundtracket til filmen The Wood.


GAFFA har flere gange givet femstjernede anmeldelser til Joes plader.

LÆS OGSÅ: Han gør det bare bedre end de fleste. Endnu en fantastisk skive, som kan nydes fra start til slut.

Billetsalget til koncerten er i fuld gang via Billetlugen.dk 


Se musikvideoen til "I Wanna Know":

ANNONCE