Nyhed

Amerikanske kongresmedlemmer kræver A$AP Rocky løsladt i Sverige

GAFFA – alt om musik

Politiker mener, anholdelsen er racistisk

Den amerikanske rapper A$AP Rocky har nu siddet varetægtsfængslet i to uger i Stockholm, efter at han blev anholdt i forbindelse med et gadeslagsmål.

Anholdelsen har fået flere medlemmer af den amerikanske kongres til at reagere. Først og fremmest Hakeem Jeffries, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus. I en video på TMZ fortæller Jeffries, at han, kollegaen Andre Carson og andre medlemmer af Congressional Black Caucus, der tæller de fleste sorte medlemmer af Kongressen, kræver, at det amerikanske udenrigsministerium lægger pres på den svenske regering, så A$AP Rocky kan blive løsladt.


"Der er et hiphop-politi, som i årevis har angrebet rappere i New York og andre steder i landet, og det er nu ikke længere bare et amerikansk fænomen. Situationen med A$AP Rocky er uheldig, den er skammelig, og den skal handles på," siger Jeffries i videoen, ligesom han på Twitter skriver, at anholdelsen af rapperen er racistisk: "Race-motiveret politiarbejde fortsætter. Og tilsyneladende er det verden over," skriver han.

Artiklen fortsætter under tweetet

A$AP Rocky nægter sig skyldig og siger, han, hans bodyguard og to fra hans crew handlede i selvforsvar efter at være blevet forfulgt og angrebet af flere personer.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Verdensstjerne i slagsmål på åben gade i Stockholm


En underskriftindsamling, der ligeledes kræver rapperen løsladt, har i skrivende stund mere end 600.000 underskrifter. En række kunstnere, blandt andre Tyler, the Creator, Tyga, Schoolboy Q, T.I. og Rihanna har også krævet stjernen frigivet. Tyler, the Creator har udtalt, at han nu vil boykotte Sverige, mens Tyga aflyste en svensk koncert forleden i solidaritet med A$AP Rocky.

A$AP Rocky nåede at give en koncert i Stockholm, inden han blev anholdt. Få dage tidligere optrådte han på Tinderbox, hvor GAFFAs anmelder var lidt mellemfornøjet med hans indsats.

LÆS OGSÅ: You have to end this tour, ASAP


 

 

ANNONCE