x

Coldplay beskyldes for plagiat

Coldplay beskyldes for plagiat

Det amerikanske indie-band Creaky Boards beskylder Coldplay for at have kopieret melodien fra deres nummer, der pudsigt nok hedder ”The Songs I Didn’t Write” i Coldplay-sangen ”Viva La Vida”.

I et youtube-klip viser sangskriver Andrew Hoepfner lighederne mellem Coldplays og sit eget nummer og lader det op til seeren at beslutte, om der er hold i det. Coldplay har imidlertid benægtet at skulle have baseret deres sang på Creaky Boards-nummeret.

Andrew Hoephner fortæller også, at bandet har spottet Chris Martin til en af deres koncerter sidste år. Han skriver:

”Vi var ret smigrede over, at vi syntes, vi så Chris Martin blandt publikum. Han så ud til at være ret begejstret. Måske lidt for begejstret.”

Hoephner afslutter klippet med ordene:

”Under alle omstændigheder ønsker jeg Coldplay alt mulig held og lykke. Hvis de skulle være interesserede i et fremtidigt samarbejde, har jeg nogle mikrofoner, vi kunne bruge i mit soveværelse. Nu skal jeg af sted for at spille en koncert. Jeg håber, lydmanden husker at sende hatten rundt.”

I det kommende nummer af GAFFA fortæller Coldplay meget a propos, at de gladeligt plagierer diverse bands:

”Vi er som band nogle af verdens værste plagiarister, men også nogle af de mest entusiastiske. Vi prøver altid at kopiere alting, men det mislykkes som regel, så vi ender med noget, der lyder som os, når vi prøver at lyde som nogle andre. Hovedreglen for denne plade var, at vi kunne stjæle fra hvem som helst – bare ikke os selv.”

Chris Martin nævner Velvet Underground som kilde til sangen ”Yes”. Bandet forsøgte at få ”Lost” til at lyde lidt som ”Sing” fra Blurs debutplade. ”42” er Coldplays forsøg på Queens ”Bohemian Rhapsody”, Radioheads ”Paranoid Android” og Beatles-elementer i en sang uden reelt omkvæd.

Så Creaky Boards’ beskyldninger kommer ikke helt ud af det blå. Det fulde interview med Coldplay kan som sagt læses i næste nummer af GAFFA, og Creaky Boards-klippet kan ses ved at følge nedenstående link.

Se Creaky Boards' beskyldninger her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA