Nyhed

Reggaeflagskibet VP Records fejrer 40 års jubilæum

Eksklusivt interview med reggaens moder – reggaepioneren Patricia Chin, som Gaffa mødte til den årlige Record Store Day i Queens, New York City

Hvis du på nogen måde skulle være så heldig at befinde dig i New York City nu på lørdag d. 10. august, så bør du ikke snyde dig selv for at deltage i VP Records 40-års jubilæum på Capital One City Parks Foundations Summer Stage i Central Park. Der er tale om en gratis koncert arrangeres af VP Records, der er kendt som verdens største reggae-pladeselskab. Plakaten prydes af store navne som Elephant Man, Junior Reid, Estelle og Raging Fyah og om arrangementet siger selskabets præsident Randy Chin til Gaffa; ’I fyrre år har New York City støttet VP Records i vores bestræbelser på at præsentere det bedste af den caribiske kultur og ø-livsstil gennem musik, begivenheder og merchandise. Vi har arbejdet utrætteligt med at få den bedste musik ud indenfor genrer som reggae, dancehall og soca og denne koncert viser vores historie og giver fans en forsmag på, hvad der skal komme’.

 

Randy’s Records
Gaffa besøgte tidligere på året VP Records, der er beliggende i den del Queens, der meget passende kaldes for Jamaica og fik i forbindelse med den internationale Record Store Day et sjældent og eksklusivt interview med den eneste nulevende stifter af selskabet Mrs. Patricia Chin, der sammen med sin nu afdøde mand Vincent ’Randy’ Chin stiftede VP Records for præcis fyrre år siden. Før det ejede de Randy's Records Store i Kingston, Jamaica, som portrætteret i reggaefilmen Rockers.

Gaffa møder Patricia Chin – eller Miss Pat – som hun kendes blandt venner til Record Store Day i Queens, New York City til en åben snak om hvordan det begyndte for fyrre år siden. I anledning af dagen VP Records inviteret selveste Johnny Osbourne til at komme forbi og synge live med nogle af de til lejligheden lokale reggae diskoteker - de såkaldte sound systems. I gården ved siden af pladebutikken er der sat store højttalere op ligesom der tilberedes jamaicanske delikatesser som jerk chicken, dumplings og callaloo for at skabe den helt rigtige stemning. Stedet er proppet med masser af kunder og ’speciel guests’ og da musikken er høj, må vi gå ovenpå for at kunne gennemføre interviewet:
’Det hele begyndte i 1958, hvor min mand arbejdede for et firma, der vedligeholdte juke-boxes. Han kørte rundt i Jamaica og udskiftede de gamle vinylplader med nye. Han fik så til gengæld lov til at beholde de gamle plader, som vi så begyndte at sælge videre’, indleder Patricia.
Forretningen lå på 17th North Parade i Kingston og blev meget hurtigt et populært sted, der tiltrak mange entreprenører og sangere, så vi besluttede os for at åbne et studie, kaldet Studio 17 ovenpå pladebutikken, hvor man kunne indspille musik. Navne som Dennis Brown, Linval Thompson, Bob Marley, Peter Tosh, Lee ’Scratch’ Perry og Augustus Pablo kom ofte forbi i de år’, fortæller den 82-årige reggae pioner, der i 1977 flyttede til USA sammen med sin mand. To år senere stiftede de VP Records.


 

Fra Kingston til New York
’Jamaica var i slutningen af 1970erne i en meget urolig politisk periode og vi følte os ikke sikre der længere. Vi frygtede for vores børn, så vi besluttede os for at forlade Jamaica, forklarer Patricia og uddyber; Da vi så kom til New York måtte vi starte helt forfra igen – som at gå 20 år tilbage i tiden. Det var i de første år ikke lovligt at importere musik fra Jamaica til USA, så i stedet begyndte vi at indspille og presse vores egne vinyler. Det var også i disse år vi begyndte at producere og signe artister til VP Records’, forklarer Patricia.

’Det var en svær tid, fordi vi stort set var de eneste på markedet. Folk kendte selvfølgelig Bob Marley, men bortset fra det, var amerikanernes kendskab til reggae minimal. Da dancehall kom til 10-15 år senere, kunne de lettere identificere sig med dancehall på grund af hip-hop’.


VP Records etablerede sig hurtigt som et af de første og største uafhængige pladeselskaber indenfor reggae- og dancehallgenren og med den stigende popularitet for one riddim-lyden i begyndelsen af år 2000 opnåede selskabet verdensomspændende succes med blandt andet Sean Paul, der via VP Records fik store pladekontrakter med internationale selskaber som Warner Music Groups, Atlantic Records og Virgin Music.

Forandringerne indenfor reggaegenren har være store gennem årene og Patricia har været med i branchen hele vejen. Også fra tiden før der var noget der hed reggae, men på en eller anden måde går historien i ring, idet vinylformatet er på vej tilbage.
Jeg føler mig velsignet og glad for at have levet i alle disse år og kunne følge udviklingen fra 7-tommer singler, LP, kassettebånd, CD og downloads. Jeg er speciel glad for at vinylen vender tilbage, fordi det er den jeg er vokset op med og det giver mig hver gang en særlig ’live’-fornemmelse at lytte til vinyl. Det føles mere levende og giver dig en indvendig varme.  

Kvindekamp
Men vejen har ikke altid været lige nem og slet ikke for en kvinde i en ofte meget stærkt mandsdomineret verden.
’Jeg er stolt af at jeg som kvinde har været med til at udvikle musikken gennem mere end 60 år og udover Sonia Pottinger (nu afdød plade producer, red.) er jeg den eneste kvinde i musikbranchen, der har fået den særlige Order of Distinction af den jamaicanske regering i anerkendelse af mit arbejde for at udbrede og udvikle vores stærke musikalske kultur. Det gør mig lykkelig at se, hvordan reggaemusikken har udviklet sig gennem årene og hvor mange mennesker der elsker reggae. Jeg var på Rototom Festivalen i Spanien for nogle år siden og blev så glad for at høre min mands musik blive spillet. At høre musik der blev lavet for 60 år siden stadig kan blive spillet. Jeg har rejst til så fjerne egne som Cuba, Alaska og Mexico og er hver gang blevet overrasket over, hvor meget folk ved om reggae’.


Købet af Grensleeves Records
I 2008 VP Records opkøbte det engelske Greensleeves Records, der indtil dette tidspunkt havde siddet tungt på det europæiske reggae-marked. Mange frygtede at opkøbet ville betyde, at VP ville lukke Greensleeves, men dette skete ikke.
’På dette tidspunkt var musikbranchen generelt set under stort pres. Mere og mere salg foregik over internettet og mange pladebutikker måtte lukke. Vi vidste ikke hvordan vi skulle udnytte internettet og få royalties hjem til vores kunstnere. Da samtidig Greensleeves Records blev lukningstruet, så vi en mulighed for at overtage selskabet, der også havde et stort bagkatalog. Det tog os tre år og det var ikke en nem tid, men vi havde gode folk omkring os, så det endte heldigvis godt. Min ældste søn Randy, der vidste en masse om internettet, flyttede til New York og blev en del af VP Records’, erindrer Patricia.

Reggae på UNESCOs liste
Sidste år blev jamaicansk reggae hædret ved at UNESCO indlemmede musikformen på deres såkaldte immaterielle liste, som en særlig kulturform, der skal beskyttes og promoveres. Anerkendelsen har vakt meget opmærksomhed omkring reggaemusikken og det var derfor nærliggende at spørge Patricia om, hvad hun tænker om dette.
 ’Jeg er så glad og stolt på samme tid. At UNESCO har anerkendt, hvor meget Jamaica er blevet velsignet af reggaemusikken. Jeg har mødtes med nogle af de mennesker, der arbejder i UNESCO i Jamaica og vi har aftalt at vi vil samarbejde om nogle ting, der vil blive offentliggjort senere på året og det glæder jeg mig til’, fortæller en synlig stolt Patricia.  


Reggaens moder
Vincent ‘Randy’ Chin døde i 2003 og i dag drives selskabet af Patricia samt hendes to sønner Randy og Christopher Chin. Men selvom Patricia allerede er godt oppe I årene, så er der intet der tyder på at den karismatiske reggae-moder vil gå på pension foreløbig.


’Til november udgiver jeg en bog om mit liv, hvor jeg deler ud af mine historier gennem et langt liv i reggaemusikken. Efter mine sønner har ansvaret for den daglige drift af VP Records, så giver det mig mere tid til at rejse rundt og dele min fortælling. Jeg har netop stiftet en fond, der skal være med til at hjælpe andre fonde med at udvikle og skabe talenter indenfor reggaemusikken. Vi har for nylig signet en række kvindelige sangere, hvilket jeg som kvinde er særlig stolt af. Navne som Etana, Queen Ifrica og Jah 9 er alle kommet igennem VP Records og jeg er meget glad på deres vegne over den succes de efterfølgende har fået’.  

Fra en lille anselig butik i på North Parade i det travle og nærmest kaotiske downton Kingston har VP Records i dag filialer i New York, Miami, London, Kingston, Tokyo, Johannesburg og Rio de Janeiro, ligesom de har repræsentanter i Toronto, Australien og New Zealand.
Gennem de sidste 40 år har VP Records været kernen i reggae, dancehall og soca i 40 år.
Fra Dennis Brown, Barrington Levy og Freddie McGregor til Sean Paul, Beenie Man, Elephant Man, Lady Saw og Tarrus Riley er VP Records blevet hjemsted for nogle af de største navne inden for reggaegenren. I dag har VP Records kontrakter med store navne som Alborosie, Jah Cure, Raging Fyah, Gyptian, Beres Hammond, Queen Ifrica, Ikaya, Jah9, Christopher Martin, Maxi Priest, Busy Signal, Spice, Romain Virgo og stadig er der flere på vej.

’Mit ønske er at fortsætte med at udgive musik og en dag at opbygge et museum, hvor vi kan rumme alle sangere, musikere og alle andre, der på en eller anden måde har bidraget til den jamaicanske kultur, hvad enten det er her eller i Jamaica. Der er så mange gode jamaicanske musikere, sangere, kunstnere, komikere og alle elsker bare vores land. Jeg føler mig så stolt over at vide, at jeg har været en del af det’, slutter Patricia interviewet.


 

Du kan følge VP Records på www.vprecords.com, hvor du kan følge de øvrige aktiviteter i forbindelse med jubilæet.

ANNONCE