Nyhed

Girl Talk forærer album væk

Gregg Gillis' fjerde album kan downloades til Radiohead-priser

Den amerikanske dj og mashup-musiker Gregg Gillis optræder på dette års Roskilde Festival under navnet Girl Talk, og han er samtidig aktuel med et nyt album.

Ganske som Radiohead og Nine Inch Nails har han valgt at lægge pladen "Feed the Animals" ud på en webside, hvor man selv kan bestemme, hvor meget man vil betale for den.

Hvis man ikke vil betale, kan man downloade den gratis i mp3-format, og vil man give fem dollars, kan man hente den i FLAC-format. Hvis man vil give hele ti dollars (stadig mindre end 50 kroner), får man udover den downloadede udgave også en fysisk udgave tilsendt.


"Feed the Animals" er ganske som det meste af Girl Talks øvrige musik proppet med samples fra andre kunstnere tilsat bidder lavet af Gillis selv.

Albummet kan hentes via websiden IllegalArt.com og kan jo fungere som en fin opvarmning til sommerens koncert på Roskilde.


Download Feed The Animals

ANNONCE