Nyhed

Hør ny single fra Bruce Springsteen

GAFFA – alt om musik

“Bruce er den direkte vej til sandhed i den her lorteverden”

Mandag den 9. september får dramedy-filmen “Blinded By the Light”, hvor ovenstående citat er fra, premiere i de danske biografer. Og med den følger der spændende nyt til alle fans af Bruce Springsteen. 

Filmen kan let kaldes en hyldest til den amerikanske rocklegende, og dette understreger filmens soundtrack, som består af en række Springsteen-sange, kendte som sjældenheder. Filmen indeholder også “I’ll Stand By You”, som er en ny single fra selveste The Boss himself. Sangen blev oprindeligt skrevet og indspillet til filmen Harry Potter og de vises sten fra 2001, men blev afvist af producerne og har ligget i Springsteens skrivebordskuffe siden da.


Blandt de øvrige sange, man kan høre i filmen, er den første liveoptagelse af "The River" nogensinde fra en anti-atomkraftkoncert i Madison Square Garden i 1979, en sjælden akustisk fremførelse af "The Promised Land" og klassikere som "Thunder Road", "Badlands" og "Hungry Heart."

"Blinded By the Light" er opkaldt efter Bruce Springsteens sang med selvsamme navn fra debutalbummet Greetings from Asbury Park, N.J. (1973). Filmen er baseret på Sarfraz Manzoors erindringsbog fra 2007, som netop nikker til det album med titlen Greetings from Bury Park.

Springsteens musik er omdrejningspunktet i filmen og agerer støttende bindeled mellem den engelsk-pakistanske hovedkarakter Javeds splittede identitet i ungdomsårene.


LÆS OGSÅ: Store danske navne fortolker Springsteen ved hyldestkoncerter

Hør sangen nedenfor – artiklen fortsætter nedenfor.


“Blinded By the Light” lover en vaskeægte storladen og vedkommende ungdomsfilm, hvor Javed møder udfordringer som ung i Margaret Thatchers England i slut-80’erne. I traileren kan man høre Javed udtrykke sin begejstring for Spingsteen: “Bruce er den direkte vej til sandhed i den her lorteverden”

ANNONCE