Nyhed

Logistisk kaos ved Bon Jovi-koncerten

Voldsomme trafikale problemer resulterede i alenlange bilkøer og skuffede fans

Ikke så frygteligt overraskende gav det problemer, da cirka 30.000 mennesker skulle indfinde sig foran scenen i Gl. Estrup i aftes, hvor Bon Jovi skulle give deres første danske koncert i 12 år.

Trafikkaos og skuffede fans, der ikke nåede frem, var en afgørende faktor for koncerten, som bandet ellers først påbegyndte 20:50, selvom de principielt set kunne være gået på klokken 20. Arrangørerne havde opfordret folk til at komme tidligt, men da de fleste mennesker må forventes at have et arbejde, der skal passes, har det pudsigt nok ikke været muligt.

Bilkøerne strakte sig ifølge Ekstra Bladet helt ud til motorvejen, og de varede op til tre timer. Som det kan læses i GAFFAs anmeldelse af koncerten, påvirkede situationen i høj grad også det shuttlebus-system, man havde forsøgt sig med for at transportere folk fra Randers til koncertpladsen:


"Da klokken nærmer sig de otte, sættes det hele i et særdeles tragikomisk perspektiv: Der er fortsat hundredvis af ventende tilhængere, men hvilken løsning er man nået frem til kan afhjælpe situationen? Jo, man sender naturligvis et par minibusser af sted. Normalt har lidt jo også ret, og for de særdeles få, der får lov at komme med, har det uden tvivl været en kærkommen løsning, men for de tilbageværende fremkalder det en god portion modløshed. Og med god grund."

Læs hele anmeldelsen her.

ANNONCE