x

25-års jubilæum: Dansk pladeselskab inviterer til koncert

25-års jubilæum: Dansk pladeselskab inviterer til koncert

I år kan Crunchy Frog bryste sig af at have kæmpet for kreativ frihed for alternativ pop og rock i en hel jubilæumsalder; 25 år. Pladeselskabet fejrer med ny udgivelse og koncert i Pumpehuset lørdag den 14. september.

Hvis navnet Crunchy Frog ikke vækker genlyd med det samme, kan det hænge sammen med, at det som uafhængigt nichepladeselskab ikke får så stor plads i mainstream-medierne. Men når man kigger på de bands, som Crunchy Frog har stået bag gennem årene, er der lidt mere at genkende, eksempelvis de danske grupper Junior Senior og The Raveonettes.

Lørdag den 14. september i Pumpehuset kan man opleve et udpluk af de bands, som Crunchy Frog huser, og som ét efter ét vil indtage scenen. De "crunchy" bands skal sammen med specialbrygget øl og vin lavet til lejligheden udgøre en fest, der er noget usædvanlig i de mindre pladeselskabers kredse.

Til festen er der mini-koncerter og samarbejder med PowerSolo (billedet), Eggstone, Shiny Darkly, ONBC, D/troit, Felines, The Malpractice, I Am Bones, Bidt, Hands Of Light, Sista Bossen, The Tremolo Beer Gut, The New Madness og Apparat Organ Quartet.

Crunchy Frog selv beskriver ret godt, hvorfor der netop er noget at fejre: – I naturen bliver uafhængige pladeselskaber gennemsnitligt kun tre år gamle. Der er mange om buddet, og miljøet er under konstant forandring. Men hvis de eksterne og interne faktorer er helt rigtige, eller forkerte på en god måde, kan selv et lille pladeselskab undtagelsesvis blive meget ældre.

Og man må sige, at omstændighederne for Crunchy Frog har været de helt rette. For at fejre de 25 år i branchen yderligere er udvalgte, Crunchy-signede bands indkaldt til at lave et nyt nummer, der så skal indgå på en jubilæumsudgivelse; både på vinyl og digitalt. Den udkommer i midten af september, og køber man billet til jubilæumsfesten, får man den udleveret kvit og frit ved ankomsten. 

Pladeselskabet Crunchy Frog kom til verden i 1994 og blev skabt af fire musikere, der selv havde oplevet de restriktioner, man som undergrundsband kan blive udsat for i musikindustrien. Visionen for Crunchy Frog har derfor altid været at give deres bands fuld kreativ frihed.

Navnet Crunchy Frog er inspireret af en Monty Python-sketch, hvor ærkebriten John Cleese inspicerer chokolade, der ikke er som normalen. En af varianterne kaldes Crunchy Frog og indeholder en vaskeægte frø, hvilket Cleese ikke ligefrem billiger. Men som chokolademageren så fint siger: “Hvis vi tager knoglerne ud, ville den ligesom ikke være crunchy”. Og det billede har pladeselskabet taget til sig: Crunchy Frog er et foretagende, som netop – stadig – er noget værd, fordi der er ægte "crunch" indeni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA