Anmeldelse af London-koncert melder om gedigen støjpop – øresønderrivende højt
Et af hovednavnene på årets Roskilde Festival er de gendannede britiske støjpoppere My Bloody Valentine. Gruppen nåede kun at udsende to album og en stribe singler i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, men har alligevel opnået noget nær legendestatus for deres særegne musik, hvor blide popmelodier bliver fremført totalt indhyllet i guitarstøj, og for deres koncerter, hvor musikken blev fremført på et øresønderrivende højt niveau.
I aftes spillede gruppen i Roundhouse i London, og det var en god oplevelse, at dømme efter The Guardians anmeldelse. Avisens Alexis Petridis uddeler fire ud af fem stjerner og fortæller, at gruppen stort set levede op til forventningerne.
Inden koncerten blev der uddelt ørepropper til publikum, og det blev der god brug for. Lydniveauet var ifølge Alexis Petridis så voldsomt, at det kunne mærkes i kroppen, og guitarstøjen overdøvede både vokal og alle andre instrumenter.
Sætlisten bestod af nogenlunde de samme sange, som My Bloody Valentine spillede på deres sidste turné i 1992, men hvilke sange, gruppen helt præcist spillede, fremgik ikke helt, da de alle var fuldstændig indhyllet i støj. Gruppens to frontfigurer, de to sangere og guitarister Kevin Shields og Bilinda Butcher, stod som saltstøtter på scenen, mens bassist Debbie Googe og trommeslager Colm O'Ciosoig var forholdsvis fysisk aktive.
Koncerten sluttede med sangen ”You Made Me Realise”, der blandt andet indeholdt en 20 minutter lang passage af ren guitarstøj. Så husk nu ørepropperne på Roskilde!'
En anmeldelse på thisislondon.co.uk giver i øvrigt også fire ud af fem stjerner og en vurdering meget lig The Guardians.