Nyhed

Massive Attack henter Elbow-sanger til nyt album

Guy Garvey medvirker på gruppens femte udspil, der nu først kommer i 2009

På GAFFA.dk har vi gentagne gange fortalt om Massive Attacks længe ventede femte studiealbum, der oprindeligt var planlagt til at udkomme tilbage i 2006, men som er blevet udskudt adskillige gange – samtidig med at der løbende kommer nye meldinger om, hvilke gæstesangere Massive Attack har inviteret med på pladen.

Nu kan angryape.com oplyse, at Massive Attack har indkaldt Elbow-sanger Guy Garvey til at skrive sange med dem til det kommende album, der nu først er sat til at udkomme næste år, altså tre år efter den først planlagte udgivelse.

Massive Attack-frontmand Robert Del Naja alias 3D udtaler: ”Garvey er en stor sangskriver og en stor tænker. Hans sange handler om både at kunne udtrykke noget smukt og romantisk og stadig være bevidst om, at der er nogen, der hiver i dig og siger: ’Det her er, hvad der virkelig forgår, kammerat’.”


3D fortsætter med at fortælle, at gruppen er blevet meget inspireret af krigen i Irak, som de er stærke modstandere af, og at de denne gang har forsøgt at skrive en decideret protestsang. Men det er svært, fortæller 3D.

Angryape.com skriver ikke decideret, at Guy Garvey også skal synge på pladen, men det må siges at være særdeles oplagt.

Tidligere har der været historier fremme om, at andre gæstevokalister på det kommende album bliver den gamle Mazzy Star-sangerinde Hope Sandoval, TV On The Radio-sangeren Tunde Adebimpe, den gamle Faint No More-frontmand og nuværende multimusiker Mike Patton, den tidligere One Dove-sangerinde Dot Allison samt Damon Albarn og rapperen Mos Def. Der har også været rygter om, at Patti Smith og den gamle Cocteau Twins-sangerinde Elizabeth Fraser skulle gæste albummet, ligesom sidstnævnte medvirkede på Massive Attacks tredje album ”Mezzanine” fra 1998.


Det eneste helt sikre skulle dog være, at Massive Attacks mangeårige nære samarbejdspartner, reggaesangeren Horace Andy, medvirker på albummet, ligesom han har gjort det på alle Massive Attacks øvrige album. Bortset fra Tricky, der gæstede gruppens to første album, er han indtil videre den eneste gæstevokalist, der har medvirket på mere end et Massive Attack-album.

Massive Attacks hjemmeside


ANNONCE