Nyhed

Peter Gabriel på vej med nyt

”Big Blue Ball” med stribevis af gæstestjerner er på gaden 30. juli

Peter Gabriel har ikke været pladeaktuel siden 2002, hvor han udgav ”Up”, men nu er han på spil igen. Nærmere betegnet med albummet ”Big Blue Ball”, som er på gaden 30. juli og udsendes under navnet Peter Gabriel & Friends. På albummet medvirker nemlig en lang række gæstemusikere, heriblandt stribevis af stjerner.

”Big Blue Ball” har været undervejs i næsten 18 år og udspringer fra tre indspilningsuger i Gabriels Real World-studier i den engelske by Box nær Bath i henholdsvis 1991, 1992 og 1995.

Blandt de mange gæsteoptrædende kan nævnes: Karl Wallinger, Sinéad O Connor, Natacha Atlas, Iarla O Lionaird og James McNally (begge fra Afro Celt Sound System), Papa Wemba, Joseph Arthur, Hukwe Zawose, Hungary s Marta Sebestyen, Tim Finn, Justin Adams, Jah Wobble, Billy Cobham, gospelgruppen The Holmes Brothers, flamenco-guitaristen Juan Canizares, den japanske percussionist Joji Hirota og mange flere. I alt 75 kunstnere fra mere end 20 lande.


Albummet er produceret af Gabriel selv i samarbejde med Karl Wallinger (tidligere medlem af World Party og Waterboys) og Stephen Hague, kendt for producerarbejde for blandt andre Pet Shop Boys og New Order, ligesom han producerede Dictes 1996-album ”Voodoo Vibe”.

Om albummet udtaler Peter Gabriel: ”Det er en fin vin klar til at blive drukket. Det var den sjoveste måde at lave musik på, jeg nogensinde har været med til. Jeg ville elske at gøre det igen.”

Karl Wallinger tilføjer:
”Det er som en mur af lyd, der rammer dig. Som at lytte til planeten Jorden fra det ydre rum. Det er som et snapshot af de forskellige kontinenters musik på det tidspunkt. Det er mere passende nu end nogensinde at udgive det. Jeg synes faktisk, pladen har modnet over tid, fordi den handler om folk fra hele verden, der spiller sammen. Det er måske mere vigtigt nu, hvor tingene er blevet mere fanatiske.”


Peter Gabriel gæstede i øvrigt Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg sidste år, hvor GAFFAs anmelder Peter Studstrup tildelte koncerten de maksimale seks stjerner.

Peter Gabriels hjemmeside


ANNONCE