Nyhed

Mads Langer tilbage til Aarhus – nu inden døre

GAFFA – alt om musik

Mads Langer giver en af sine største indendørs koncerter til dato, når han optræder i Scandinavian Congress Center den 4. april 2020

Det går godt for Mads Langer, der nu har passeret de 100 millioner streams og denne sommer har hittet pænt med singlen "Me Without You".

I juni annoncerede han sin Twenty-Twenty-turné, der dog manglede en dato i Aarhus. Måske fordi Langer først lige skulle have spillet sin festugekoncert med Tina Dickow på Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus. Det gjorde han så den 1. september, og fra scenen annoncerede han, at han kommer tilbage til byen og spiller i Scandinavian Congress Center 4. april næste år. Nu er der også kommet info om billetsalget.


Langer har netop indspillet et helt nyt album i London og Los Angeles sammen med blandt andre Eg White og Evan Bogart, der har samarbejdet med store kunstnere som Adele, Beyoncé, Sam Smith og mange flere.

Det kommende album bliver Langers sjette studiealbum fra og med debuten Attention Please fra 2006 og har endnu ikke fået nogen udgivelsesdato.

“Jeg har både tænkt mig at være helt alene på scenen i mit akustiske solounivers, men folk kan også glæde sig til mit otte mand store internationale band. Jeg drømmer om at lave en koncert, hvor man kommer hele registret igennem. Hvis vi har grædt, grinet og danset, så har det været en god aften” siger Langer og fortsætter: “For mig handler koncerterne om at samles i et fælleskab, hvor forskelligheder og alle verdens problemer forsvinder for en stund. Det er bare musikken og os.“


Mads Langer fremførte både "Me Without You" og tre andre sange fra det kommende album ved gårsdagens koncert på Amfiscenen, blandt andre "Eyes Closed", som udkommer på single på fredag den 6. september.

LÆS OGSÅ: Karma var på Mads Langers side

Oven i det hele er Langer denne sommer også blevet gift med sin udkårne, Julie Lillelund.


Billetsalget til koncerten begynder på Ticketmaster den 6. september klokken 10.

Varm op med "Me Without You":


ANNONCE