x

Hiphop-sværvægtere til Rust

Hiphop-sværvægtere til Rust

Det kommer til at vrimle med internationale hiphop-koryfæer på Rust i København onsdag den 9. juli til onsdagsklubben HEAT. Nærmere betegnet Afrika Bambaataa (billedet), Large Professor, Tony Touch, D.I.T.C og D-Stroy. Og de får kyndig dansk support af DJ Noize, Tue Track og DJ Fatkat

HEAT-bagmand Sonny B alias DJ Typhoon – i øvrigt selv kendt fra blandt andre Nobody Beats The Beats – fortæller stolt i en pressemeddelelse:

”Vi har samlet et hold af hiphoppens største. Det bliver simpelthen ikke bedre. De her drenge repræsenterer den sande og ægte hiphop fra New York. Som den har lydt engang, som den lyder nu, og som den vil lyde i fremtiden. Programmet vil med lethed kunne fylde langt større klubber, og jeg tør godt sige, at det bliver den største aften på HEAT nogensinde.”

Alle etager på Rust vil blive taget i brug. Det hele begynder klokken 22.00 og vil først slutte tidligt på morgenen, fortsætter DJ Typhoo begejstret:

- Afrika Bambaataa er kendt som talerør for hiphop-kulturen, men han er samtidig manden, der gjorde hiphop elektronisk. Afrika vil spille et dj-sæt med fokus på elektro, soul og funk. D-Stroy er host og vil binde aftenen sammen som presenter, indpisker og MC. Hele D.I.T.C. og Large Professor vil kaste guldalder-rim og beats fra scenen. Og sådan går det derudad. Jeg lover en massiv oplevelse, som ikke bare henvender sig til hiphoppere. Alle, der vil opleve en række kunstnere, som har ændret musikhistorien, eller som kan lide god musik, bør troppe op. 90’erne er tilbage! slutter Sonny B.

For lige at fortælle lidt mere om et par af navnene, så er det Afrika Bambaataa, som står bag ”Planet Rock” (1982). Tracket blev omdrejningspunkt for elektro-hiphop-stilen og rangerer som nummer 10 på Rolling Stones liste over de 100 bedste rap-sange. Sidste år blev Bambaataa indstillet til en plads i Rock and Roll Hall of Fame.

Tony Touch er producer, dj og mixtape-skaber – og har spillet og lavet plader med Rock Steady Crew, Cypress Hill, Wu-Tang Clan, Eminem, Gang Starr og mange, mange andre.

Tidsplan for optrædenerne vil blive lagt på Rusts hjemmeside en uge før arrangementet. Det fulde line-up lyder:

DJ Afrika Bambaataa (Zulu Nation)
DJ Tony Touch (Rock Steady Crew)
Large Professor (Main Source)
D.I.T.C. (A.G., O.C., Lord Finesse & Diamond D)
Host: D-Stroy (Arsonists)
Support fra danske DJ Noize, Tue Track og DJ Fatkat

Køb billet på GAFFA Billet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA