Nyhed

Psyched Up Janis-projekt giver ekstrakoncert

GAFFA.dk - alt om musik

Den 19. oktober i København kan man opleve en ekstrakoncert med Psyched Up Janis

I oktober og november kan man opleve en gendannelse af Pysched Up Janis til to korte koncerter i København og Aarhus som del af koncertoplevelserne Silent Noise. To aftener, hvor Sune Rose Wagner fra Psyched Up Janis og The Raveonettes skaber ny instrumentalmusik til billeder fra nogle af verdens mest blodige konflikter af den internationalt anerkendte krigsfotograf Jan Grarup. Alt overskud fra de to aftener går til DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Samtidig understøttes lyd og billeder af ubegribelige vidnesbyrd fra konflikternes traumatiserede overlevere, og også forfatteren Sara Omar vil medvirke ved de to koncertoplevelser. Og altså Psyched Up Janis, der vil stille op i duoform med Sune Rose Wagner på sang og guitar og Jakob Jørgensen på bas.


Vi fangede i slutningen af juli Sune Rose Wagner i Los Angeles for at høre nærmere om, hvorfor Psyched Up Janis er gået sammen igen, og hvad vi kan forvente til Silent Noise.

– Vi havde brug for lidt underholdning, så at sige, for det bliver en temmelig hård aften, med dyster instrumentalmusik til billeder af torturofre. Og så kom jeg til at tænke på, at det i år er 30 år siden, jeg stod på scenen første gang sammen med Jakob fra Psyched Up Janis. Dengang spillede vi i bandet LSD, hvor vi også havde L:Ron:Haralds lillebror Ole Jensen med på guitar og en trommeslager, der hed Lars Meyer. Senere skiftede vi navn til Western Front, hvor vi spillede noget mere Led Zeppelin-agtig musik, med lange guitarsoloer, og senere igen til Psyched Up Janis efter en sang, jeg havde skrevet til vores første demobånd, og så flyttede Jakob og jeg fra Sønderborg til København. Og Jan Grarup tog billeder af os dengang i 90’erne, så det giver god mening, siger Sune Rose Wagner og fortsætter:

– Det bliver også lidt anderledes denne gang, for Jakob og jeg har stort set aldrig spillet som duo, uden trommer. Jeg kommer både til at spille akustisk og elektrisk guitar, og Jakob kommer til at sætte effektpedal på bassen på nogle af sangene. Jeg ved ikke helt, hvad vi kommer til at spille, men jeg tror, det bliver både sjældenheder – måske nogle, vi aldrig har spillet live – og klassikere, og jeg har talt op til, at vi har omkring 160 sange at vælge imellem. Det bliver et sæt på cirka 40 minutter, efter pausen.


Hvad kan du sige om den musik, du selv skal skabe til forestillingen?

– Noget af musikken bliver ret brutal, men noget bliver også ret smukt og forhåbentlig rørende, og det bliver lidt som et filmscore. Jeg har ikke mødtes med Sara Omar endnu, så jeg ved ikke helt, hvordan hendes oplæsning kommer til at indgå, men det er jo i hvert fald vigtigt, at musikken ikke overdøver hendes stemme. Da vi blev spurgt, om vi ville være med i det her, sagde vi straks ja uden at tænke nærmere over det, siger Sune Rose Wagner og understreger, at hans instrumentalmusik vil være præindspillet, mens Psyched Up Janis-delen er live. Desværre kan Steen Jørgensen, der oprindeligt var annonceret som medvirkende, alligevel ikke deltage af praktiske årsager.

LÆS OGSÅ: Psyched Up Janis gendannes til to koncerter


Interessen har tilsyneladende været ganske stor – og nu annonceres det altså at seancen øges med yderligere en koncert den 19. oktober klokken 18 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Koncerten sammesteds klokken 21 er nemlig udsolgt.

Koncertoplevelsen finder også sted i Musikhuset Aarhus 4. oktober.

Køb billetter til ekstrakoncerten i København HER.


Der er også billetter til koncerten i Aarhus – find dem HER.

Se en trailer nedenfor:


ANNONCE