Nyhed

Jason Mraz tilbage til Vega

Den amerikanske poprocker spiller igen i København 28. september

I morgen spiller den amerikanske sanger og sangskriver Jason Mraz i Lille Vega i København. Da billetsalget til den koncert åbnede, blev der udsolgt på under en uge, så arrangøren Live Nation har nu organiseret en ny koncert, denne gang i Store Vega søndag den 28. september.

Jason Mraz er aktuel med sit tredje album ”We Sing. We Dance. We Steal Things”, der vanen tro byder på melodiske, let tilbagelænede poprocksange ikke helt ulig eksempelvis Jack Johnson. Og ganske som Johnson er Mraz kæmpestor i USA, hvor hans seneste to album har ligget i top fem på albumhitlisten. Og noget tyder altså på, at Mraz-bølgen også er ved at nå Danmark nu.

Mraz debuterede i 2002 med albummet ”Waiting For My Rocket to Come”, der langsomt, men sikkert udviklede sig til at blive en storsællert i USA og gav ham hits som ”Remedy (I Won’t Worry),” ”You & I” og ”Curbsite Prophet”. I 2005 udgav han så det Grammy-nominerede og straks storsælgende album ”Mr. A-Z” med singlen ”Wordplay”.

Billetsalget til den nye Mraz-koncert starter torsdag 26. juni klokken 10 gennem Billetlugen samt i Fona-butikkerne.


Jason Mraz' hjemmeside

ANNONCE