x

Explosions In The Sky fejrer 20-års jubilæum med dansk koncert

Explosions In The Sky fejrer 20-års jubilæum med dansk koncert

DR Koncerthusets Studie 2 lægger den 6. maj 2020 rum til Explosions In The Skys jubilæumskoncert. Gruppen kan fejre 20 år i musikken.   

Siden amerikanske Explosions In The Sky udkom med debutalbummet Refurbished Robots i 1999 har gruppen, der laver smukt orkestreret instrumental rock, udgivet syv album, hvoraf det seneste, The Wilderness, er fra 2016. Og den 20. maj fejrer kvartetten så deres karriere med en jubilæumskoncert, hvor de folder deres bagkatalog ud. 

LÆS OGSÅ: Love Shop forsøder julen med ekstrakoncert

Gruppens femte album All Of A Sudden I Miss Everyone fra 2007 fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Det ville være lyv at påstå, at instrumental postrock står øverst på gennemsnitsforbrugerens indkøbsliste. Men de bedste navne på scenen besidder rent faktisk en hypnotisk power, som ører uden for inderkredsen også kunne finde glæde ved. Og et fornemt sted at begynde er All Of A Sudden I Miss Everyone."

Man genkender måske Explosions In The Skys lyd fra soundtracks til spillefilm, eksempelvis krigsdramaet ”Lone Survivor” og kultfilmen ”Friday Night Lights”, hvor eksponeringen af den næsten 10 minutter lange sang ”Your Hand In Mine” øgede bandets popularitet globalt. 

Gruppen bryder sig i øvrigt ikke selv om udtrykket postrock, som de ikke synes er dækkende nok. I stedet beskriver de deres lyd som en balance mellem det romantiske og tragiske, hvor deres melodier udvikler sig til regulære lydeksplosioner.

Billetsalget begynder 6. september klokken 10 via drkoncerthuset.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA