Nyhed

Dion bag verdens værste coverversion

Fortolkningen af AC/DC’s ”You Shook Me All Night” kåret som den mest rædselsfulde

Vi indrømmer blankt, at denne nyhed har et par dage på bagen, men bedre sent end aldrig. For vi vil også meget gerne underholde dig med, at Celine Dion har opnået den tvivlsomme ære at have lavet verdens værste coverversion ifølge redaktionen på det engelske musikblad Total Guitar.

Det er Dions fortolkning af AC/DC-klassikeren ”You Shook Me All Night Long”, som hun fremførte i forbindelse med en koncert i Las Vegas i 2002, der fik Total Guitar til at gå amok. ”It made us puke all night long,” som bladet skriver i en kommentar.

På andenpladsen kom pigegrupperne All Saints’ og Girls Alouds fælles fortolking af Aerosmiths ”Walk This Way”, mens nummer tre var Westlifes version af Extremes akustiske rockballade ”More Than Words”.


Total Guitar har også lavet en afstemning over de bedste covernumre, og her var vinderen Jimi Hendrix’ fortolkning af Bob Dylans ”All Along The Watchtower” foran Guns N’ Roses’ version af Wings’ James Bond-tema ”Live And Let Die” og Nirvanas akustiske fortolkning af David Bowies ”The Man Who Sold The World.”

De opmærksomme har nok bemærket, at Total Guitar skriver om guitarer og guitarbaseret musik, så derfor kan det næppe undre, at guitarrock falder bedre i redaktionens smag end blød pop.


Se Dion fremføre You Shook Me All Night Long

ANNONCE