70 timers direkte tv, radio og webcast fra Dyrskuepladsen i næste uge
Roskilde Festival er som bekendt lige oppe over, og vanen tro dækker DR festivalen intenst. I alt 70 timers direkte tv, radio og webcast byder kanalen på i den kommende uge med interviews, baggrund, festivalstemning, konkurrencer og naturligvis musik ad libitum.
DR har åbnet websiden dr.dk/roskilde med relevante links og henvisninger til alle de DR-platforme, der er til stede under festivalen. Siden byder på live-transmissioner fra koncerter, anmeldelser, interviews med topnavne og masser af stemningsreportager.
Inden festivalen kan brugerne lytte til eksklusive koncertoptagelser fra tidligere års festivaler med blandt andre Lou Reed, Nirvana og Robbie Williams og læse anbefalinger af årets bedste koncerter. Under festivalen anmelder DR, hvad kanalen selv synes er de vigtigste koncerter og interviewer de mest interessante bands og lægger friske fotos ud – både fra koncerter og fra livet på festivalpladsen. Og efter festivalen kan man høre koncerter fra årets festival og være med til at kåre de største øjeblikke på festivalen.
DR-tv:
Tv-mæssigt sender DR2 lørdag den 5. juli klokken 20 direkte fra dette års Roskilde Festival i en to en halv times Temalørdag. Der vil være fokus på dette års festival, tilbageblik fra festivalens lange historie, anekdoter og historier fra gæster og eksperter, der har været på Roskilde gennem årene. Temalørdagen byder på stemning, koncerter, interview med kunstnere samt klip fra legendariske optrædener på Roskilde Festival – og en konkurrence. P3's Adam Duvå Hall er vært og får besøg af blandt andre festivalaktuelle D-A-D, L.O.C. og Alphabeat.
Lørdag den 12. juli klokken 13-14 viser Skum-tv på DR1 højdepunkter fra årets Roskilde Festival. Skum-tv besøger blandt andet de mest bemærkelsesværdige teltlejre og kigger med, når en række superfans møder deres idoler.
DR-radio:
Radio-delen af DR er naturligvis også med. I hele uge 27 byder P3 lytterne velkommen til interviews med topnavne i P3’s sendetelt, til reportager fra festivalpladsen og til live-transmissioner fra diverse koncerter. Fra mandag 30. juni klokken 13.00 og hver dag frem til torsdag er der optakt til Roskilde med vært Tony Scott, der varmer op til årets festival med tips til koncerter og seneste nyt.
Når festivalen for alvor går løs torsdag 3. juli, sidder Sara Otte og Kenneth K bag mikrofonerne fra kl. 16.07. Lørdag 5. juli sender Kenneth K. en specialudgave af Musikquizzen direkte fra festivalen kl. 14.03, og senere på dagen overtager Sara Otte og Felix Smith mikrofonen kl. 16.05.
Herudover vil P3 også se nærmere på en hel del nye navne, som endnu ikke har opnået den store bevågenhed, men som meget vel kan vise sig at være blandt morgendagens store stjerner. På festivalpladsen får P3 også besøg af mange af festivalens kunstnere.
Når festivalen synger på sidste vers, sender P3 søndag 6. juli klokken 18-21 et af sine traditionsrige ”Roskilde Afterburner”-programmer med Carsten Holm og Iben Maria Zeuthen som værter.
DR på nettet:
Dr.dk/skum byder på masser af stemningsfulde reportager fra før og efter koncerterne samt fra festivalpladsen. På dr.dk/skum lægger Skum-tv nye videoklip fra Roskilde på nettet hver dag fra søndag 29. juni til søndag 6. juli. Her kan man også besøge de mest bizarre teltlejre, se reporter Bjarke interviewe de kendte i mediebyen og opleve superfans møde deres største idoler.
På Det Elektriske Barometers hjemmeside – dr.dk/barometer – kan man før festivalen høre spots for Roskilde-aktuelle kunstnere, og under og efter festivalen kan man blandt andet se videoreportage fra Barometerets Stille-lejr, høre radiointerviews med blandt andre The Notwist, BetaSatan og Choir of Young Believers og opleve en længere lydreportage fra alle tre koncerter med A Kid Hereafter, der spiller tre vidt forskellige koncerter på festivalen.
GAFFA dækker naturligvis også Roskilde intensivt. Mere om dette senere!