Nyhed

Wu-Tang Clan rykket frem

Koncerten i Vega finder nu sted 11. juli – og Method Man kommer med

Koncerten i Store Vega med Wu-Tang Clan er nu blevet flyttet igen – denne gang frem, fra den 23. juli til 11. juli. Oprindeligt skulle koncerten have fundet sted 7. juni, men den blev så udskudt grundet praktiske problemer.

Årsagen til den ændrede dato er, at det ikke var alle medlemmer, der havde mulighed for at møde frem til koncerten den 23. juli, og dermed var en flytning den eneste mulighed, fortæller Vega og tilføjer på sin hjemmeside. ”Det er ingen hemmelighed, at Wu-Tang Clan er en af de vanskeligste grupper at få til at optræde fælles, da alle medlemmerne har deres egen manager. Faktisk er det så besværligt et puslespil at samle, at koncertfilmen ”Rock The Bells” netop handler om problemerne med at få Wu-Tang Clan til at optræde til en koncert, der skulle blive blandt det afdøde gruppemedlem Ol' Dirty Bastards sidste.”

På den nye koncertdato er det også lykkedes at få Method Man med, og dermed kommer samtlige nulevende Wu-Tang-medlemmer til koncerten, medmindre der da går noget galt inden. Med andre ord kommer RZA, GZA, Ghostface Killah, U-God, Inspectah Deck, Masta Killa, Raekwon, Cappadonna og Method Man og fyrer op under Vega 11. juli. Da Wu-Tang Clan gæstede Roskilde Festival i 2004, var Method Man ikke med, og dermed er koncerten i Vega ifølge Vega selv ”den mest komplette udgave af Wu-Tang Clan, der nogensinde har besøgt Danmark”.


Inden Wu-Tang Clan gæstede Roskilde i 2004, aflyste de flere koncerter i Danmark, blandt andet en koncert på Roskilde Festival i slutningen af 90’erne, fordi medlemmerne kom op at slås med hinanden i lufthavnen i New York og blev anholdt.

Der er stadig billetter i salg på Billetlugen.


Wu-Tang Clans hjemmeside

Wu-Tang Clan annoncerer deres Europaturné


ANNONCE