x

Kultsangeren Daniel Johnston er død

Kultsangeren Daniel Johnston er død

Blev 58 år gammel

Den amerikanske sanger, sangskriver og tegner Daniel Johnston er død af naturlige årsager, 58 år gammel, skriver Rolling Stone.

Hans familie udtaler:

"Johnston-familien er meget ked af at annoncere deres bror Daniel Johnstons død. Han sov stille ind af naturlige årsager i sit hjem uden for Houston, Texas" og fortsætter:

"Daniel var en sanger, sangskriver, kunstner og en ven af alle. Selvom han kæmpede med mentale sundhedsproblemer det meste af sit liv, vandt han over sin sygdom gennem sin store produktion af kunst og sange. Han inspirerede utallige fans, sangere og sangskrivere med sit budskab om, at uanset hvor mørk dagen er, ‘the sun shines down on me’ og ‘true love will find you in the end',” med henvisning til to af Johnstons sange.

Johnstons bror Dick udtaler til Rolling Stone, at Johnston i sidste uge var indlagt med en nyrelidelse, men blev udskrevet dagen før sin død og var ved godt mod. Aftenen før sin død fik han besøg af en læge, men afviste at se ham, og morgenen efter blev han fundet død. Der vil ikke blive foretaget en obduktion.

Hyldet af Cobain

Johnston udgav sit første album, Songs of Pain, i 1981. Det var indspillet på en kassettebåndoptager, som Johnston sang og spillede klaver ind i, og lydkvaliteten var derfor ganske skrabet. Senere indspillede han i mere professionelle studier, men hans sange bevarede deres upolerede udtryk præget af Johnsons uskolede stemme og naivistiske tekstunivers, som gjorde ham til en kultfigur. Han udgav i alt 19 album, senest Space Ducks i 2012, et soundtrack til hans første tegneserie, der var udkommet året før.

Johnston inspirerede en lang række andre sangskrivere, ikke mindst Kurt Cobain, som adskillige gange, blandt andet til MTV Video Music Awards i 1992, var iført en T-shirt med coveret til Johnstons album Hi, How Are You fra 1983, tegnet af Johnston. I 1993 blev Johnston bedt om at lave tegningen som et vægmaleri på en pladebutik i hjembyen Austin, Texas. I 2004 var vægmaleriet i fare, da en ny ejer overtog bygningen og ville vælte muren, men efter en lokal kampagne blev planerne droppet, og vægmaleriet er forblevet intakt.

Artiklen fortsætter under videoen

I 2004 udkom hyldestalbummet The Late Great Daniel Johnston: Discovered Covered med fortolkninger af hans sange fremført af navne som Tom Waits, Beck, The Flaming Lips, Mercury Rev, Death Cab for Cutie, Bright Eyes, TV on the Radio, Eels med flere. Omslaget viser Johnston stå ved sin egen gravsten med dødsåret 2004.

Herhjemme blev Johnston tilbage i 1995 fortolket af Nikolaj Nørlund, der på debutalbummet med sin gruppe Rhonda Harris fremførte sangen "Put My Love Out the Door".

I 2005 udkom dokumentarfilmen The Devil and Daniel Johnston, der blandt andet fokuserer på hans psykiske sygdom. Johnston var diagnosticeret med både bipolar lidelse og skizofreni, og da han på et tidspunkt skrev kontrakt med det store pladeselskab Atlantic Records, skete det på et psykiatrisk hospital. Johnston havde også et tilbud fra Elektra Records, men Johnston afviste dem, da de udgav Metallica, som han mente var satanister. I filmen fremgår det også, at Johnston og hans far i 1990 var tæt på at styrte ned med et privatfly, efter at Johnston i et manisk øjeblik trak tændingsnøglen ud og smed den ud af vinduet. Det lykkedes dog faren at nødlande flyet.

LÆS OGSÅ: Daniel Johnston-interview: Når naivistisk faldefærdighed bliver til hjerteskærende skønhed

En anden dokumentarfilm, Hi, How Are You Daniel Johnston? havde premiere i 2015 og var produceret af blandt andre Lana Del Rey og Mac Miller. Lana Del Rey fortolkede desuden Johnstons "Some Things Last a Long Time" på soundtracket.

Johnston optrådte flere gange i Danmark, senest i Lille Vega i 2013. I 2017 annoncerede han, at han tog på afskedsturné, og hans sidste større koncert fandt sted i Vancouver 10. november 2017.

LÆS OGSÅ: Aldeles positivt møde med Johnston og hans hollandske kumpaner

Se Johnston give tre livenumre hos NPR Music i 2012:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA