Schoolboy Q giver koncert i Danmark – medbringer special guest

Schoolboy Q giver koncert i Danmark – medbringer special guest

Den 15. februar 2020 forenes ScHoolboy Qs ryger-anthems med Jay Rocks benhårde gaderap, når de sammen indtager Store Vega i København. 

ScHoolboy Q udgav sine to første album selv, inden han signede med et pladeselskab i 2014 og udgav sit tredje album Oxymoron med hitsingler som "Collard Greens" og "Man Of The Year". Han er kendt som en del af kollektivet Black Hippy, der tæller hans koncertmakker Jay Rock og rapperne Kendrick Lamar og Ab-Soul. Det er således halvdelen af Black Hippy, der den 15. februar gæster Store Vega, og man kan som publikum forvente sig, at de to har mange bangers med i bagkataloget.   

LÆS OGSÅ: Se Stormzy gøre krav på raptronen i ny video

I Black Hippy har Jay Rock udfyldt rollen som den hårdkogte og lyrisk stærke rapper, og med sit tætte samarbejde med Kendrick Lamar har han affødt nogle seriøse West Coast-sange, eksempelvis "King’s Dead" fra soundtracket til Black Panther-filmen. Jay Rock gav sin første koncert i Danmark i februar 2019 i et udsolgt Pumpehuset og er nu klar til endnu en tur sammen med ScHoolboy Q i Store Vega.

ScHoolboy Q udgav sidste år sit album CrasH Talk, der byder på features fra rappere som Travis Scott på sangen "CHopstix", Kid Cudi på "Dangerous og Lil’ Baby på "Water". Sidst, man kunne opleve "skoledrengen" i Danmark var det også i Store Vega i 2016, hvor han af GAFFAs anmelder fik fem stjerner for sin energifyldte koncert. 

Billetsalget begynder fredag den 20. september klokken 10, og billetter kan købes på Ticketmaster.  

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA