Nyhed

Ekstra Lou Reed-billetter i salg

Enkelte nye billetter til salg til Operaen 7. og 8. juli

Billetterne blev udsolgt meget hurtigt, da Lou Reed i foråret annoncerede, at han ville spille hele sit klassiske 1973-album "Berlin" i Operaen i København 7. juli. Der blev derfor arrangeret en ekstrakoncert dagen efter, men her gik billetterne også hurtigere, end herionen flød i Reeds årer i New York sentresserne.

Det er derfor med stor glæde, at Vega nu kan annoncere, at man ved fintælling har fundet ganske få ekstra billetter til begge koncerter, som bliver solgt fra i morgen, den 27. Juni klokken 10 på vega.dk, kglteater.dk og Billetnet.

Lou Reed udsendte i 1973 lp’en “Berlin”. En plade, der dengang blev en salgsmæssig fiasko, men af mange fans og anmeldere i dag betragtes som en af de bedste og vigtigste udgivelse fra newyorkerens hånd.


Lou Reed er også selv svært tilfreds med netop dette album – faktisk så tilfreds, at han i slutningen af 2006 drog på en turné kun med dette album i fokus. Da “Berlin”-albummet udkom, var den ikke nogen salgsmæssig succes, hvorfor Lou Reed aldrig – før nu – har turneret med sange fra albummet.

Lou Reed siger selv om opsætningen: "Jeg gør kun det her hvert 30. år. Én gang, kun én gang. Du kan fortælle dine børn, at du oplevede Lou Reeds "Berlin"".

Med sig på turnéen har Lou Reed et 30-mand stort ensemble inklusive hans band, et børnekor, en stryger- og horn-sektion samt spektakulære film og visuals til at akkompagnere musikken. Om en tidligere opsætning af showet har den engelske avis The Guardan skrevet, at “Berlin er et af de mest kuldegysende, men opslugende shows i rockens historie.”


GAFFAs Los Angeles-korrespondent Tina Jøhnk Christensen fik for nylig et eksklusivt interview med Lou Reed, som du kan læse i vores aktuelle julinummer og andetsteds på GAFFA.dk. Her får du et par af legendens guldkorn:

Hvorfor var Berlin ikke en succes?
– Jeg ved det ikke. En af grundene var, at det var en dyster fortælling. Den handler om jalousi. Berlin handler ene og alene om jalousi. Men alle har været jaloux.

Resonerer albummet på samme måde som dengang?
– Hvordan skulle jeg kunne vide, om det resonerer på samme måde som for 30 år siden? Det aner jeg ikke. Jeg skulle kunne rejse i tiden for at svare på det. Det skulle være den vigtigste ting i mit liv. Der sker mange ting, hvor jeg ikke vurderer, hvorvidt det resonerer på samme vis eller ej. Det var ikke spørgsmålet. Spørgsmålet var: resonerer det nu? Jeg er ligeglad med, om det resonerer den modsatte vej, på hovedet eller på en grøn, blå, eller en høj måde. Jeg er ligeglad. Det vigtige er, hvorvidt det har relevans nu, og det har det bestemt.


Føler du dig stadig personligt berørt af det, som dengang du skrev det?
– Det håber jeg så sandelig ikke.

Er det som at synge en andens materiale?
– Nej, jeg genkender stilen. Der er helt sikkert en særlig stil, og jeg kender personen. Jeg kan genkende følelsen, men det handler om jalousi.

Er kommerciel succes vigtigt for dig?
– Jeg har aldrig haft det, så det er lidt sent at tale om det.


Læs hele GAFFAs interview med Lou Reed

ANNONCE