”Sanne – et portræt af hele Danmarks rock-mama” er på gaden mandag
”Sanne – et portræt af hele Danmarks rock-mama” er titlen på en ny portræt-dvd, som er på gaden 30. juni. Dokumentaren er instrueret af Ulrik Wivel, som har fulgt Sanne tæt i et helt år, i 2005, samme år, som hun fyldte 50 og samtidig kunne fejre 35-års jubilæum i musikbranchen.
Sanne Salomonsen fik lov at forlade skolen for at forsøge sig som sanger – og dermed startede en karriere, der har sendt hende helt til tops på den danske rock-scene.
Dokumentarfilmen viser blandt andet tilblivelsen af Bellevue Teatrets stort anlagte one woman-forestilling, ”The Show”. Filmen følger den krævende proces og giver ifølge udgiveren, Copenhagen Records, et unikt indblik i Sannes personlighed, liv og baggrund. En udvalgt skare af mennesker i Sannes nære omgangskreds medvirker og fortæller om deres liv og oplevelser med hende. Blandt andet medvirker Sannes mor, Birgit, sønnen Viktor, broderen Steen og eks-manden og faren til sønnen, Mats Ronander.
Som bonusmateriale kan man opleve Sanne live fra Store Vega 2003 med numrene ”Woman”, ”Den Jeg Elsker”, ”Sui Sui”, ”Den Lille Løgn” og ”Sæt Fri”.
Filmen følger som sagt Sanne i 2005 og berører derfor ikke hendes blodprop, som indfandt sig i foråret 2006, og som Sanne nu efterhånden er ved at være kommet sig over.