Nyhed

Toto fejrer 25-års jubilæum i Danmark

Spiller i Valbyhallen 15. november

Den amerikanske gruppe Toto kan fejre sit 25-års jubilæum i år, og det markerer de med en verdensturné, der bringer dem til Danmark. Det sker i Valbyhallen 15. november.

Toto udgav i 1977 deres første album, "Toto", der blev en pæn succes, ikke mindst pga. hittet "Hold The Line", og senere - i 1982 - lavede de en rockklassiker med albummet "Toto IV", der især huskes for hits som "Rosanna" og "Africa". Siden er det gået lidt op og ned ad bakke, ned ikke mindst med trommeslageren Jeff Porcaros død af et hjerteanfald i 1992. Gruppen har også skiftet forsanger flere gange, men har altså aldrig ladet sig stoppe.


Totos seneste album er "Mindfields" fra 1999 og livealbummet "Livefields" fra samme år, men til september kommer et nyt album, "Through The Looking Glass", udelukkende med coverversioner af Totos egne favoritsange af navne som Bob Marley, Herbie Hancock, Stevie Wonder og Steely Dan. Pudsigt nok har det gamle engelske new wave-band Siouxsie & The Banshees tilbage i 1987 lavet et cover-album med selvsamme titel, men det er en anden historie.


Billetsalget til koncerten er startet. Kan man ikke vente til november med at se Toto, skal det dog siges, at de også spiller på Midtfyns Festival 7. juli.

ANNONCE