Nyhed

Christine and the Queens kritiserer Taylor Swift

GAFFA.dk - alt om musik

Heloise Letissier alias Christine and the Queens retter kritik mod Taylor Swift for at bruge queer-æstetik som markedsføringstrick.

Taylor Swift udgav tidligere på året sangen "You Need to Calm Down", og det blev hurtigt et stort hit. Nummeret er en formaning til diverse internet-"haters" om at opføre sig ordentligt og slappe lidt af, blandt andet i deres angreb på homoseksuelle. Sangen og den tilhørende video med kendte LGBTQ+personer er dog blevet kritiseret for at benytte "queer-æstetik" som et markedførings-trick, og at Swifts støtte til LGBTQ+-miljøet ikke er helhjertet. Letissier er den seneste i rækken af kritiske røster.

LÆS OGSÅ: Fransk disko i imponerende danseforestilling


"Jeg er splittet. Det kan godt være, at unge, homoseksuelle mænd ser Taylor Swifts musikvideo og bliver lettede. Nu er det fem år siden, jeg startede, og jeg har lagt mærke til, at det at være queer bliver opfattet som en fancy accessory. Queer-æstetik bliver brugt til at sælge ting. Mainstream har brug for den form for liv, da det er så pulserende. Men jeg tror ikke, at kernen af queer-æstetik kan sælges," lyder det fra Letissier i et interview med Cosmopolitan.

Hun fortsætter: "Da jeg skiftede navn fra Christine til Chris på det andet album, sagde nogle folk: 'Det var en cool markedsførings-ting, du gjorde.' Det var så smertefuldt. Jeg har sunget "iT" (en tidlig sang, som hun siger handler om at "ville have en pik for at have et let liv", Cosmopolitans note, red.) i de sidste fem år. Det har aldrig været marketing for mig. Det handler om at hoppe ind i det ukendte og sige ting højt."

Tidligere på året kritiserede det store musikmedie NME også videoen. Deres anke lød på, at portrætteringen af homofober i billedsiden til nummeret byggede på fordømmende stereotyper.


Se videoen her og døm selv:

 


ANNONCE