Seksstjernede The Love Coffin klar med ny video og turné


The Love Coffin følger deres debutalbum fra 2018 op med ny single og drager på turné. Se musikvideoen til "Nothing At All" ovenfor.

The Love Coffin har siden deres to første udspil i form af ep'erne Veranda fra 2015 og Buffalo Thunder fra året efter markeret sig som en spændende upcoming spiller på den danske rockscene. 

Deres debutalbum Cloudlands fra sidste år fik da også flotte fire ud af seks stjerner af vores anmelder og blev yderligere beskrevet som et The Cure-inspireret "trygt rum, hvor melankolien og mørket opnår en balance" og "hvor det mekaniske lydbillede trækker de menneskelige rester igennem mudderet".

Nu er københavnerne klar med musikvideoen til deres opfølgende singleudspil, "Nothing At All", som er en blanding af bandets shoegaze-agtige fortid og nye americana-klæder.

LÆS OGSÅ: Trygheden i melankoliens mørke

Gruppen, bestående af Kristian Alexander Pedersen på guitar, Lasse Christiansen på keyboard og guitar, Tue Einar Bakfeldt Fly på bas, Alexander Vitus på trommer samt frontmand Jonatan K. Magnussen med ansvar for vokaler og guitar, har haft noget af et navn med i indspilningsprocessen til den nye single. Over to uger har producer og lydtekniker Guy Fixsen, som har arbejdet med My Bloody Valentine, The Pixies, Slowdive, Stereolab med flere, nemlig været med til at indspille bandets kommende, endnuunavngivne album i Danmarks Radios gamle lokaler på Rosenørns Allé. Det er altså med andre ord en af shoegazens prominente bagmænd, som har givet sit besyv med på den forestående plade.

Til november drager The Love Coffin ud på en mindre turné, når de rammer spillesteder i fem af landets største byer. I november sidste år fik de hele seks stjerner af GAFFA, da de spillede på Posten, hvor de også kan opleves i denne omgang.

LÆS OGSÅ: Katarsis på Posten

Se spilleplanen nedenfor.

15.11 – Harders – Svendborg
16.11 – Hotel Cecil – København
28.11 – Posten – Odense
29.11 – Studenterhuset – Aalborg (med Narcosatanicos)
30.11 – Tape - Aarhus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA