x

Wet Wet Wet og Nik Kershaw giver dobbeltkoncert i Danmark

Wet Wet Wet og Nik Kershaw giver dobbeltkoncert i Danmark

Hitmagerne Wet Wet Wet og Nik Kershaw indtager Domkirkepladsen i Viborg den 14. august 2020.

Det er skotske Wet Wet Wets eneste annoncerede koncert i Danmark i 2020, og publikum kan formentligt se frem til, blandt andet, kæmpehittet "Love Is All Around", som er en coverversion af The Troggs' legendariske nummer fra 1967. 

– Det bliver en helt speciel aften med masser af internationale hits. Vi har sammensat de to artister, fordi de har lavet utallige hits, og tilsammen udgør de det, vi gerne vil opnå – nemlig en helt unik og speciel koncertoplevelse. Så der bliver ikke stille på Domkirkepladsen til august, fortæller direktør i Tinghallen Claus Donslund.

LÆS OGSÅ: Nik Kershaw: 15 Minutes

Før Wet Wet Wet indtager scenen, supporterer engelske Nik Kershaw, som blandt andet er kendt for 80'er-hits som "The Riddle" og "I Won't Let The Sun Go Down On Me".

– Vi har arbejdet længe og benhårdt på at få Wet Wet Wet til Viborg, hvor de spiller den eneste annoncerede koncert i Danmark i 2020. Nik Kershaw har flere danske koncerter på samvittigheden, og han har også skrevet masser af internationale hits, så der skal nok blive rift om billetterne. At vi har mulighed for at præsentere disse to navne på den smukke og historiske domkirkeplads, gør aftenen helt speciel – og os i Tinghallen en smule stolte, fortæller Claus Donslund.

Billetsalget er i gang, og du kan få fingre i billetter her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA