Nyhed

Michael Jackson på vej til comeback?

Jackson bidrager som gæstevokalist på ny single med Akon

Tidligere på året lå talsmænd for Michael Jackson angiveligt i forhandlinger med et prominent Las Vegas-spillested om et fast engagement, sådan som eksempelvis Celine Dion, Prince og Elton John tidligere har gjort det.

Og nu hviskes der atter i krogene om et muligt comeback for den detroniserede pop-majestæt, hvis karriere som bekendt led et alvorligt knæk i forbindelse med en langstrakt pædofilisag, som dog endte i frifindelse på samtlige anklagepunkter.

I alle fald var Jackson nyligt i studiet med Akon, og optræder som gæstevokalist på dennes nye single, betitlet "Hold My Hand". Rygtet vil desuden vide, at netop Akon sidder bag producer-pulten på et kommende studiealbum fra Jackson.


På gigwise.com har adskillige fans ytret deres mening om
Jackson/Akon-singlen, og mange er ovenud begejstrede. "Kongen vender tilbage", mener én således, mens en anden fan kalder "Hold My Hand" for "årets sommerhymne i 2008".

ANNONCE