x

Coldplay med mystisk fanbrev - var det nyt (dobbelt)album, der blev bekræftet der?

Coldplay med mystisk fanbrev - var det nyt (dobbelt)album, der blev bekræftet der?

Fans kan angiveligt se frem til et dobbelt-album ved navn Sunrise og Sunset

Der er noget i gære fra Coldplay.
I weekenden rapporterede vi, hvordan mystiske plakater med bandet klædt som et bryllupsorkester og datoen "22. November, 1919" prægede bybilledet i storbyer som Sao Paolo, Madrid og Sydney. Derudover udskiftede kvartetten deres profilbillede med en simpel tegning bestående af en måne og en sol, som i øvrigt også var eneste indhold på www.coldplay.com
Og nu er der nye spor i sagen. I et brev udsendt til fans over hele verden mere eller mindre bekræfter bandet den seneste tids spekulation om, at de har et nyt album på vej. 

LÆS OGSÅ: Coldplay har gang i noget – nyt album på vej?

Brevet beskriver hvorledes bandet angiveligt har arbejdet på "en ting kaldet Everyday Life i godt og vel 100 år", og fortsætter: 
"I kommende annoncer vil man oven i købet være fristet til at skrive "dobbeltalbum" til salg. Den ene halvdel hedder Sunrise, den anden halvdel Sunset. Det er ude den 22. november."
Brevet er underskrevet af Chris, Jonny, Guy og Will Champion, - naturligvis navnene på samtlige Coldplay-medlemmer - som hilser fra en dvale. Se billeder af det via Twitter her.

Det hele er en smule kryptisk, og intet er selvfølgelig officielt, men mon ikke hungrende Coldplay-fans kan ånde lettet op? Alt tyder i hvert fald på, at bandet udgiver et dobbeltalbum ved navn Everyday Life den 22. november, som består af delparterne Sunrise og Sunset.
Pladen vil i så fald være deres første siden A Head Full of Dreams fra 2015, selvom de i mellemtiden har udgviet to ep'er under aliaset Los Unidades.

I andre Coldplay-relaterede nyheder, så annoncerede organsationen Global Citizen, at britterne skal optræde til det "Live Aid"-agtige koncertarrangement "Global Goal Live: The Possible Dream" den 26. september næste år, mens det også spekuleres i, om bandet slår deres folder forbi Glastonbury næste sommer - en festival de desuden lukkede i 2018.
Og kunne Roskilde Festival 2020 også være et muligt bud?

Lad rygtemøllen fortsætte. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA