x

Sofie gav klima-skæld-ud til danske artister ved prisshow

Sofie gav klima-skæld-ud til danske artister ved prisshow

Da danske Sofie modtog prisen for "Årets Frivillige" på vegne af Resource Warriors, gav hun en klima-opsang til den danske musikbranche.

Ved det nyligt overståede Danish Music Awards bed danske Sofie især mærke i én ting fra tre af de optrædende. Og det var ikke musikken. Christopher, Jada og Clara havde nemlig alle tre kørt konfettikanonerne i stilling og affyrede rigelige mængder fest i papirform af. Sofie Randel er affaldsansvarlig og resource manager for NorthSide i Aarhus, og da hun på vegne af den frivillige gruppe Resource Warriors modtog prisen som "Årets Frivillige", var det med stof til eftertanke for de fremmødte artister. 

LÆS OGSÅ: Danish Music Awards ─ Og vinderne er...

"I tænker nok ikke over det, men al den konfetti... Hvad skal det til for? Det er vores frivillige, der skal samle det op, og det kan ikke genanvendes," lød det i takketalen. Det skriver DR, som også fangede hende til en opfølgende kommentar. "Jeg synes, det er ærgerligt, at man skyder konfetti af for få sekunders effekt, for det bliver bare til skrald bagefter. Så kunne man ikke finde på noget bedre? Kunne man bruge et alternativ, som er mere bæredygtigt?".

Ironisk nok blev der skudt masser af konfetti af under showet, og sangerinden MØ kan godt forstå problematikken. "Jeg synes det var  nice, at hun bare var helt ærlig, for det er jo realiteten", sagde MØ, som også anerkender plastflasker som et problem i musikbranchen. "Det er rigtig nok, plastflasker er en dræber, når man er på tour. Så skal man have en flaske vand til trommeslageren, en flaske til sig selv, vandflasker ude backstage, plastflasker overalt. Plast, plast, plast, lort, lort lort", lød det ifølge DR fra MØ.

MØ havde i øvrigt sin egen drikkedunk med til showet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA