Nyhed

Alice Merton slår rødder i Danmark til marts

GAFFA.dk – alt om musik

Tysk-canadieren gæster hovedstaden og Lille Vega den 4. marts

Hun debuterede med megahittet "No Roots" i december 2016. Siden fulgte en duet med Tom Odell på "Half As Good As You", og i år har hun så udsendt sit debutalbum, Mint. Der er sket meget på kort tid for 26-årige Alice Merton, og det er de erfaringer samt sit bagkatalog af bundsolide og ørehængende popsange, hun medbringer, når hun gæster Lille Vega den 4. marts 2020. 

LÆS OGSÅ: Forfriskende udspil


Det fine debutudspil Mint, som udkom i starten af året, fik hos os omtale som "et forfriskende udspil" og Merton selv blev karakteriseret som en, "der tør skille sig ud og have kant" i en verden fuld af enslydende og anonyme popsangerinder. Pladen fik da også flotte fire ude af seks stjerner med på sin vej. 

Måske det forfriskende til dels skal findes i Mertons aner. Mens hendes fader er britisk og moder tysk, er hun selv opvokset i Ontario, Canada og har derfor fra barnsben af fået flere forskellige musikalske udtryk ind i øregangene. Det er altså derfor en vaskeægte verdensborger og nomade, der slår vejen forbi Vega næste år. 

Merton skulle have afgivet koncert på dette års NorthSide, men måtte aflyse i den ellevte time time af ikke-offentliggjorte årsager. Derfor tilfalder æren at lægge grund for Alice Mertons første koncert på dansk jord nogensinde altså i stedet Lille Vega til marts. Koncerten afholdes som en del af hendes Mint +4-tour 2020, som også gæster Prag og en række spillesteder i Tyskland. Mint +4 er ep-opfølgeren til den første studieplade og indeholder samtlige sange fra Mint plus, sjovt nok, fire ekstra singler. 


Billetsalget skydes i gang nu på fredag den 25. oktober klokken 10.00, og billetter kan til den tid erhverves via linket her.

ANNONCE