Nyhed

DMX atter arresteret

Den 37-årige rapper føjer nye punkter til tvivlsomt cv

"Year of the Dog ... Again", var titlen på rapperen DMXs album fra 2006, men nogen forbilledlig dyreven synes manden imidlertid ikke at være.

Ihvertfald var dyremishandling et af de nyere anklagepunkter, der ledte til, at DMX forleden blev arresteret i en lufthavn i Phoenix, Arizona, beretter Reuters.

Den direkte baggrund for arrestationen var, at rapperen ikke var dukket op til et retsmøde samt havde undladt at betale bøder, men skal formentlig også ses i lyset hans imponerende kriminelle cv.


Allerede i 2002 blev han dømt for dyremishandling, og er også tidligere dømt for marihuanabesiddelse og trafikforseelser. I maj blev han arresteret, efter først at have forskanset sig i sit soveværelse i hjemmet udenfor Phoenix.

På ejendommen havde politiet fundet hundekadavere samt levende pitbull-terriere i miserabel tilstand. Så sent som i sidste uge blev han desuden arresteret hele to gange i Florida for henholdsvis at køre uden kørekort og for narkotikabessidelse.

Foruden sin musik og de kriminelle meritter har DMX medvirket i et par film. Han var således på rollelisten i "Romeo Must Die" og "Exit Wounds".


ANNONCE