x

Thomas Helmig offentliggør første stadionkoncert nogensinde

Thomas Helmig offentliggør første stadionkoncert nogensinde

For første gang indtager Thomas Helmig et dansk stadion, og det bliver naturligvis på hjemmebanen i Aarhus.

Den aarhusianske legende Thomas Helmig indtager for første gang et stadion med en kæmpekoncert. Festlighederne løber af stablen fredag den 26. juni 2020. 

– Jeg har siddet på Stadion (Ceres Park, redc), siden jeg var helt lille.  Fra jeg, som ung mand, valgte et liv i musikken, må jeg indrømme, at jeg ofte har siddet derude og drømt om, hvor fantastisk det ville være at spille en koncert lige der, på Stadion i min hjemby, siger Thomas Helmig.

LÆS OGSÅ: I Aarhus er jeg født, der har jeg hjemme

Helmigs store sommerkoncert kommer til at foregå på en ny scene, der eftersigende har bedre udsyn for hele stadion, og han medbirnger et helt nyt show, der følger op på store publikumssucceser som hans NorthSide-optræden i 2017 og åbningen af Aarhus Festuge sidste år i Rådhusparken med et hav af gæster.

– De seneste år har for mig budt på uforglemmelige udendørs koncertoplevelser i Aarhus, Mindeparken, NorthSide og Rådhus-parken, vilde aftener med fantastisk publikum. Så nu har jeg besluttet, at tiden er inde til at spille en koncert på Ceres Park. Jeg glæder mig fra nu af, og er sikker på, at det bliver en kæmpe fest. Nogle drømme bliver til virkelighed, konstaterer en begejstret Helmig.

Fredag den 26. juni 2020 er det Thomas Helmig selv, der er på banen som midtpunkt for sommerens store fest i hjembyen. På hjemmebane i den danske midsommer vil Thomas Helmig danse og synge for i en fest med alle de sange, der har sat fut i festglade danskere de sidste fire årtier.

LÆS OGSÅ: Helmig hittede i semi-hipsterland

Han kommer ikke til at føle sig alene på Ceres Park. Ud over Helmigs band vil et par andre navne, som offentliggøres senere, medvirke i koncerten for øjne og ører af 35.000 fans. Kapaciteten på Ceres Park er større, men arrangørerne har lagt sig fast på det antal deltagere for at sikre, at alle får en optimal oplevelse med plads til at synge med danse og feste.

En anden eksklusiv begivenhed er i følge en pressemeddelelse i vente, for Thomas Helmig spiller kun én anden koncert næste sommer. Den annonceres senere – et helt andet sted i landet.

Billetsalget starter søndag den 10. november via Billetlugen.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA