GAFFA.dk - alt om musik
Der er en masse guf på den opdaterede playliste – både fra ind- og udland. Følg playlisten for kontinuerligt musikfix og hold dig opdateret.
Blaue Blume - "Vanilla"
Der er bestemt intet kedeligt eller vanilla over Blaue Blume. Hvis der herskede tvivl om det, er der svar på tiltale og lækkerier til øregangene på denne servering fra det nye album ”Bell of Wool”. Grandiose, fyldige lydtæpper er ikke noget nyt bekendtskab, men det er det raske tempo og jazz-klingende trommeføring. Comeback!
Ral – "Black Apples"
Aarhusianske Ral gør sig bemærket i den danske rockundergrund og det er ikke ubegrundet. Hårdtslående trommer, spændende vokal og et yderst sammenhængende og hypnotiserende guitar-riff på den nye single ”Black Apples”, der er gruppens fjerde single.
Phlake ft. Mercedes the Virus – "Baby Steps"
Phlake-Mercedes the Virus-konstellationen viste sig at virke på “All Summer Long”, så hvorfor ikke give den et skud mere? Phlake har boret sig fast i den danske musikbevidsthed med sensuelle og velskrevne pop og r&b-tekster, og kridter på ”Baby Steps” dansegulvet op til et melodisk, næsten sommerligt elektropop-anthem.
Tom Walker – "Be Myself"
I en dragende kombination af hensynløst hurtig rap og rim og tunge, rungende basgange, som senere flyder ud i et melodisk og fængende, funket omkvæd, henkaster Tom Walker alle forudfattede forventninger til sin person. Du kender ham måske fra ”Leave the Light On”, og du kommer helt sikkert til at høre mere til ham i fremtiden.
Labrinth – "Like a Movie"
“I’m gonna find me some fake friends/look in the room for some yes men”. Livet som berømt og rig har sine skyggesider, og på denne korte, men yderst fascinerende sjælrenser brøler Labrinth frustrationerne ud, mens henholdsvis pianoet og et crooner-kor leder ham an, som var han fanget i en sort/hvid gangster-film i 30’erne.
Snavs – "Soldier"
Navnet Andreas Holdø siger dig nok ikke så meget. Bag det borgerlige navn gemmer der sig dog pseudonymet på det 26-årige dj-fænomen Snavs, som allerede har spillet på Coachella, Tomorrowland med mere. Blandingen af en reggae-inspireret vokal, tunge EDM-drops og trap er en velkendt og afprøvet formular (tænk Major Lazer), og det holder hundrede her også.
Dizzy Mizz Lizzy – "California Rain"
Tim Christensen og Co. er tilbage! "California Rain" er en ode om følelser som forventning, skuffelse og tilfredshed. Sangen centrerer sig om en rejse Tim Christensen havde i Californien, hvor han, stik imod sin forventning, oplevede en uge med regn. Nummeret er ifølge Dizzy selv deres mest "metallede" til dato, men melodierne og harmonierne er bestemt stadig intakte.
Beck – "Dark Places"
Beck har netop udgivet singlen ”Dark Places” fra sit kommende fjortende(!) album Hyperspace. På albummet har Beck arbejdet sammen med stjerneproduceren Pharrell Williams, og kvaliteten er også i top. Tracket er en drømmende indiepop-sang, som både udforsker de gode tider, men også bagsiden af medaljen i kærlighedsrelationer.
Hjalmer – "Liv"
Der er fart på Hjalmer. Han har netop udgivet albummet Midt I En Drøm Eller Noget Der Ligner, og ”Liv” er en af de stærkeste sange fra netop den plade. Fra sin overskudsagtige refrænvokal til sine ørehængende melodier beviser Hjalmer, at han er en kunstner, vi skal regne med i lang tid på den danske stjernehimmel. ”Liv” kombinerer alt, hvad der er fedt ved Hjalmer!
Amae – "Solidarity"
Amae er et københavnsk band, som på nuværende tidspunkt huserer i forbindelse med DRs KarriereKanonen. Bandet er sin spæde begyndelse, men Amae har allerede opnået airplay på DRs radiokanaler. "Solidarity" er et let tilgængeligt popnummer med distinkte melodier, der kaster tankerne mod troperne og velvære, dog med en nedtonet dysterhed der lurer i horisonten.
Karl William – "Tar Fra"
På trods af sin alder er Karl William efterhånden er en erfaren herre i den danske musikbranche, og hans nye udspil emmer da også af modenhed. ”Tar Fra” er et nummer, der på fin vis forener det. man kender Karl Wiliam for. Hans karakteristiske vokal danser over akustiske akkorder, og melodien er flot og veldrejet - det er godt pophåndværk.
FKA Twigs – "sad day"
På ”sad day” er FKA Twigs vanligt eksperimenterende minimalisme i førersædet. Twigs er eminent til at bøje, fusionere og lege med et utal af forskellige genrer, for at skabe sin egen særprægede lyd. Nummeret er fra det nye album Magdalene, der har fået fem stjerner af vores anmelder.