x

Drew drager på sin første store danmarksturné

Drew drager på sin første store danmarksturné

Den albumaktuelle sangerinde tager på sin første danmarksturné nogensinde.

Hun har netop udgivet debutalbummet Brutal, blandt andet indeholdende "Hard to Love", som for en stund agerede ugens uundgåelige på P3 og airplay-chart-vedhængeren "All The Things (I'm Not)". Nu er fremadstormende Drew klar med sin første musikalske rejse rundt i det ganske, danske land.

Selvom hun er 29 år, bliver rundrejsen Drews første deciderede danmarkstour. Og det er et bundærligt og personligt bagkatalog af sange med grobund i sangerens egen fortid, som nordjyden tager med ud på landevejen. 

– Mit følelsesspektrum er lidt af en superheltekraft, som jeg har fået gennem flere op- og nedtursoplevelser. Sammen med min evne til at sætte ord på følelser og sætte de her følelser i et system, en sang, i vers og omkvæd kan jeg måske få andre til at forstå dem selv eller i hvert fald få dem til at føle, de ikke er alene. Det er hele idéen med, at jeg er her, fortæller Drew i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Bittersøde Drew stormer mod gennembrud

Drew har tidligere ageret support for Alex Vargas og er også med som support på Nicklas Sahls kommende november/december-turné, men det bliver altså første gang, hun så at sige skal stå på egne ben til april i det nye år. Turnéen skydes af i Herning den 2. april, hvorefter yderligere ni spillesteder, heriblandt Vega i København og Train i Aarhus står for skud. Sidste stop er Posten i Odense den 18. april.

Tour-planen ser således ud:

2. april - Fermaten, Herning
3. april - Kulisselageret, Horsens
4. april - Godset, Kolding
8. april - Lille Vega, København
9. april - Stars, Vordingborg
10. april - Musikhuzet, Rønne
11. april - Skråen, Aalborg
16. april - Paletten, Viborg
17. april - Train, Aarhus
18. april - Posten, Odense

Hør "All the Things (I'm Not)" i videoen herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA