x

Beck frygter, at flere af hans album er gået op i røg

Beck frygter, at flere af hans album er gået op i røg

Der er angiveligt gået hundredvis af timer af uudgivet musik tabt, efter et Universal Studios-varehus gik i brand i 2008

Den amerikanske musiker Beck har netop udgivet albummet Hyperspace og gav i den anledning et interview til The Sydney Morning Herald, hvor han fortalte, at han frygter, at flere færdige album med uudgivet musik gik tabt, da et varehus tilhørende musikselskabet Universal Studios gik i brand i 2008.

Beck er især bekymret for sin uudgivne musiks skæbne, da han aldrig præcist fik at vide, hvad der gik tabt efter ildebranden: “Mit management har stadig ikke fortalt mig, hvad der er gået tabt. Jeg har en følelse af, at min management ikke har sagt noget, fordi de ikke kan bære at fortælle mig det,” siger Beck.

LÆS OGSÅ: Beck indspiller ny ep i Princes studie

I interviewet afslører Beck, at han indspillede et dobbeltalbum med coversange af Hank Williams i 2001, som “formentligt er gået tabt”.

Derudover er han bekymret for, at en håndfuld af andre færdige, uudgivne album blev forvandlet til aske under ildebranden, heriblandt outtakes fra Sea Change og et komplet album, han lavede med Jon Spencer Blues Explosion i 1995.

“Jeg tog til Nashville på turné i to dage og lavede et country-album, der aldrig blev udgivet. Jeg har rock-albums, jeg lavede i 90’erne. Før jeg lavede Odelay forsøgte jeg at lave et indie-rockalbum, en plade, der lyder som en blanding mellem Pavement og Sebadoh… Ingen fortæller os noget”.

LÆS OGSÅ: En mulig kur mod vinterdepressionerne derude

Ét Beck-album, der dog med sikkerhed ikke er gået op i flammer, er det nye Hyperspace, der udkom i sidste uge, og som vores anmelder kvitterede for med fem ud af seks stjerner for den udgivelse.

Beck er blot en af de mange kunstnere, hvis musik skulle være gået tabt i varehus-branden. Blandt andet Nirvana, R.E.M., Nine Inch Nails, John Coltrane, Tupac og Tom Petty og mange flere skulle være ramt, og flere af dem har sagsøgt Universal Music Group over de tabte indspilninger, ifølge Pitchfork.

Sidste år var det til gengæld Beck selv, der satte ild under NorthSide med en brandvarm koncert, som modtog hele seks ud af seks stjerner af vores anmelder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA