Nyhed

Lykke Li vender tilbage til Danmark

Den svenske sangerinde giver koncert i Vega til december

Det må efterhånden næsten være svært for Lykke Li at komme ind i Danmark med alle de roser, der konstant bliver kastet efter hende.

Her på GAFFA har vi givet hende fem stjerner for debutalbummet "Youth Novel" ("Svensk sangerinde debuterer med stærke og originale popsange, som vækker stor lykke"), og inden da havde liveredaktionen allerede været ude med seks stjerner for hendes koncert på årets Eurosonic Festival i Holland ("Svensk førsteklasses forførelse: En særdeles lykkelig tilstand").

Senest kunne Lykke Li opleves på Roskilde Festival, og endnu engang stod vi klar med topkarakter til en koncert, der gik "direkte ind i denne anmelders hjertekule med træsko på".


Dermed er der næsten urimeligt høje forventninger til den svenske sangerindes kommende koncert på spillestedet Vega i København.

Koncerten med Lykke Li finder sted torsdag 11. december i Vega, og forsalget til koncerten starter onsdag 16. juli kl. 10:00 via www.billetlugen.dk samt Fona-butikker landet over.

ANNONCE