x

Brockhampton giver dansk koncert

Brockhampton giver dansk koncert

Den amerikanske hiphop-gruppe Brockhampton gæster Den Grå Hal 12. maj.

Det er af utvivlsomt et af rappens og hiphoppens mest markante og fremadstormende navne, der lægger deres vej forbi Danmark i 2020. Musikkollektivet Brockhampton, som i dag nærmest består af flere navne, end det er værd at nævne, besøger nemlig spillestedet Den Grå Hal den 12. maj i det nye år.

Besøget i hallen på fristaden Christiania foregår som en del af en større europaturné, som danske fans altså også kommer til at nyde godt af. Turnéen skydes i gang hos vores broderfolk i Oslo den 8. maj, og karavanen holder ind i Danmark fire dage senere. Desuden byder touren også på koncertoptrædener i blandt andet London, Manchester, Stockholm, Berlin og Paris.

På stående fod er kollektivet ved at afrunde deres største nordamerikanske turné til dato, og har før det blandt andet optrådt på Tyler, the Creators Camp Flog Gnar Carnival, så det skulle gerne være et band, der for alvor har varmet stemmerne op og afrimet deres rim, når de møder op til koncerten den 12. maj.

Gruppen, der ofte kalder sig selv et boyband, optrådte på årets Roskilde Festival og udgav kort efter deres femte album, Ginger, som GAFFAs anmelder dog var lidt forbeholden overfor.

LÆS OGSÅ: Brockhampton skal stadig lige genfinde melodien

Billetsalget starter fredag 13. december klokken 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

Hør og se musikvideoen til "Boy Bye" fra Ginger herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA