x

Urban-talentet IAMDDB gæster Danmark

Urban-talentet IAMDDB gæster Danmark

Det er en af Storbritanniens ypperste urban-talenter, der giver koncert i Pumpehuset den 12. marts i det nye år. 

IAMDDB har for længst markeret sig som en af de mest lovende, yngre kunstnere i hjemlandet, og der er god grund til at forvente et skønt, flerfacetteret potpourri af jazz, trap, hiphop og meget andet, når IAMDDB lægger vejen forbi Pumpehuset den 12. marts 2020. 

Koncerten indgår som en del af en større europaturné, der også bringer den blot 23-årige sangerinde til blandt andet Paris, Hamborg og Barcelona. Touren går i luften den 28. februar og slutter én måned senere i Madrid. 

IAMDDB varsler i samme åndedrag som koncertannonceringen, at hun har et debutalbum på trapperne, som følger i kølvandet på hits som "Urban Jazz", "XOX" og "Shade".

IAMDDB har været på dansk på jord op til flere gange og spillede blandt andet på Distortion Ø forrige år. Derudover anmeldte vi hende på Atlas i 2017, hvor vi allerede dengang kaldte hende "en måske kommende verdensstjerne" og kvitterede med fire ud af seks stjerne for "en fyldig, alsidig og varm soulvokal, som løbende glider over i noget, der minder om rap". Vi anbragte desuden IAMDDB på listen over kunstnere "Der Bliver Store i 2018", og håber i samme ombæring den dag i dag, at hun formår at leve op til de store ord den 12. maj. 

LÆS OGSÅ: Kort, men intens omgang fra det fremadstormende r&b/rap-talent 

Hold øje med linket her, når billetsalget skydes i gang nu på fredag den 13. december.

Hør og se musikvideoen til "Urban Jazz" herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA